
Omkring 400 modtagere har overskredet det såkaldte ”de minimis”-støtteloftet.
De landmænd skal nu enten betale tilskud tilbage eller have reduceret deres tilsagn. Ca. halvdelen af sagerne vedrører beløb under 1.000 kroner, mens en mindre del af sagerne vedrører beløb over 100.000 kr.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen.
Landbrugsstyrelsen har gennemgået, hvordan de minimisstøtten bliver opgjort. Indtil nu har Landbrugsstyrelsen opgjort de minimis-støtten per CVR-nummer. Fremover kontrolleres de minimis-støtteloftet på tværs af CVR-numre i de tilfælde, hvor støttemodtagere har flere virksomheder.
”Vi er forpligtet til at forsøge at få de penge, som går over støtteloftet, tilbage. Ellers er det ulovlig statsstøtte,” siger direktør i Landbrugsstyrelsen Lars Gregersen.
”På baggrund af Rigsrevisionens kritik er vi ved at gennemgå de enkelte tilskudsordninger og rette op på, hvis der er udbetalt for meget landbrugsstøtte. Det her er en helt naturlig konsekvens af det arbejde.”
Landbrugsstyrelsen er forpligtet til at genoptage og træffe nye afgørelser, når det viser sig, at der ikke har været hjemmel til at træffe afgørelserne.
Det gælder sager, der er afsluttet inden for de seneste tre år, og de berørte støttemodtagere får løbende brev fra Landbrugsstyrelsen.
GUDP åbner for knap 100 grønne millioner til fødevareprojekter