AgriWatch

Topembedsmand studsede ikke over hastelov til minkaflivning

Topembedsmand delte ikke varsel om hastelovforslag med hjemmel til minkaflivning med Statsministeriets top.

Foto: René Schütze

For anden gang er en central embedsmand, departementsråd Pelle Pape, i Statsministeriet torsdag blevet afhørt af Minkkommissionen.

En del af kommissionens opgave er at kortlægge, hvordan ministerier reagerede, da de blev oplyst, at der manglede hjemmel til at aflive alle danske mink.

Tre dage efter at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen havde præsenteret, at alle mink skulle aflives, blev Statsministeriet varslet om, at der var et hastelovforslag på vej.

Hasteloven skulle skabe lovgrundlag for at kræve alle mink aflivet.

Mailen landede blandt andet hos Pelle Pape, der som departementsråd umiddelbart er under departementschef Barbara Bertelsen i Statsministeriet.

Men topembedsmanden studsede ikke over, at en sådan hastelov var på vej. Og han orienterede derfor ikke sin chef, forklarer han torsdag.

Pelle Pape får varslet som en mail fra en anden medarbejder i Statsministeriet - en kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, som skulle skrive loven.

I mailen, som Pelle Pape modtager, står som det første:

"MFVM (Miljø- og Fødevareministeriet, red.) har ringet og varslet et hastelovforslag om midlertidigt forbud mod mink, herunder med hjemmel til at slå mink ned i hele landet samt med hjemmel til ekspropriation."

Adspurgt til mailen forklarede Pelle Pape, at han ikke umiddelbart overvejede at orientere sin chef, Barbara Bertelsen.

"Jeg opdager ikke, at det her er problematisk," siger han torsdag.

Ifølge Pelle Pape havde henvendelsen i hans øjne ikke karakter af en rød alarm. Blandt andet fordi det var en henvendelse fra en kontorchef.

En kontorchef har en afdelingschef og departementschef over sig i et ministeriums hierarki.

"Det ville være mærkeligt for mig at gå videre med meldinger fra kontorchefer fra andre ministerier, uden at det er clearet højere oppe."

Han havde ventet, at hvis der var et problem af den karakter, ville beskeden være kommet fra en højere placeret medarbejder.

"Som minimum en afdelingschef – og hvis det var noget, der involverede Statsministeriet, ville jeg også forvente departementschefen," sagde han til kommissionen.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch