AgriWatch

34 dage før mink-pressemøde godkendte Heunicke centralt notat

Et notat, der slog fast, at det ville kræve en lovændring at aflive alle mink, blev godkendt af minister.

Foto: Claus Bech

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) godkendte i efteråret sidste år personligt et dokument, hvori det stod direkte, at der manglede lovgrundlag til at aflive alle mink i Danmark, som regeringen besluttede i november sidste år.

Det fremgår af dokumentet, der er et cover (en slags notat), som torsdag blev fremvist i Minkkommissionen. Det skriver Berlingske.

Magnus Heunicke har ellers hidtil hævdet, at han ikke vidste, at det var i strid med loven at kræve alle mink aflivet.

Materialet, som sundhedsministeren godkendte, blev skrevet til ministrene op til et møde 1. oktober i regeringens coronaudvalg. Her stod der:

"Skulle smitteudviklingen udvikle sig yderligere, vil mere vidtgående tiltag, som for eksempel aflivning af alle mink i Danmark, eventuelt kombineret med et midlertidigt eller permanent forbud mod hold og avl af mink, kunne overvejes."

"MFVM (Miljø- og Fødevareministeriet, red.) vurderer endvidere, at et sådant tiltag forudsætter ændret lovgivning på området," står der ifølge Berlingske i dokumentet.

Under torsdagens afhøring kom det frem, at coveret blev lavet med input fra flere ministerier, og at det som led i den proces blev sendt til Magnus Heunicke. Han blev af embedsmændene bedt om at godkende materialet.

At Magnus Heunicke godkendte dokumentet, bekræftede kontorchef i Sundheds- og Ældreministeriet Katrine Kaldahl, da hun torsdag blev afhørt af Minkkommissionen.

Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, siger til Berlingske, at de nye oplysninger viser, at Magnus Heunicke fik direkte besked om, at det ikke var muligt at aflive alle mink, uden at loven blev ændret.

Tidligere er det i forbindelse med regeringens egen redegørelse af forløbet fra november sidste år kommet frem, at materialet blev fremlagt for regeringens coronaudvalg.

I udvalget sidder seks ministre, herunder Magnus Heunicke, justitsminister Nick Hækkerup (S) og finansminister Nicolai Wammen (S).

Men det har altså hidtil ikke været kendt, at Magnus Heunicke aktivt godkendte det.

Berlingske har forsøgt at få et interview med sundhedsministeren. Men det har ikke været muligt "af respekt for granskningskommissionens (Minkkommissionen, red.) arbejde", oplyser Sundhedsministeriet til avisen.

Magnus Heunicke skal afhøres i Minkkommissionen 26. november.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch