AgriWatch

Minkavlere må sandsynligvis se frem til at skulle vente længere tid på erstatning

Flere fagfolk mener, at det er urealistisk at udbetalingerne af tocifret milliardbeløb i minkerstatninger kommer til at blive gennemført inden for tre år som lovet. Der er simpelthen ikke advokater nok til at varetage de mange sager, vurderes det.

Foto: René Schütze

Selvom fødevareminister Rasmus Prehn holder fast i, at ca. 20 mia. kr. i erstatning til minkavlerne, som sidste år måtte aflive deres dyr, vil blive udbetalt inden for tre år, sår fagfolk nu tvivl om løftet.

Det skriver DR.

Det er indtil videre blot 1,9 mia. af beløbet, som er blevet udbetalt til minkavlerne, og ifølge Anette Kusk, der er advokat og partner i Dahl Law, vil arbejdet med sagerne med sikkerhed trække ud.

"Det bliver yderst presset og virker urealistisk at nå sagerne inden for tre år," siger hun og begrunder det med, at der er omkring 50 advokater i Danmark, som har erfaring med den type sager.

Anette Kusk bakkes op af Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring, som påpeger, at alt skal flaske sig, hvis den nuværende tidsplan på tre år for udbetalingerne skal holde.

Fødevareminister Rasmus Prehn meddeler i et skriftligt citat, at han fortsat forventer, at sagerne vil blive behandlet inden for de tre år.

"Mine embedsfolk siger til mig, at de forventer, at arbejdet vil tage cirka tre år, før alle minkavlere har fået en afgørelse fra erstatnings-og taksationskommissionerne og udbetalt deres fulde erstatning."

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch