AgriWatch

DF stiller fødevareminister til regnskab for knoglebrud hos høns

Dansk Folkeparti vil have undersøgt, om dyreværnsloven er blevet overholdt, siger Pia Kjærsgaard.

Foto: Jens Dresling

Ny forskning fra Københavns Universitet (KU) viser, at 85 procent af æglæggende høns i Danmark har haft brud på brystbenet, fordi de lægger for store æg.

Pia Kjærsgaard (DF), som blandt andet er dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti, vil stille fødevareministeren, Rasmus Prehn (S) til ansvar.

"Fødevareministeren burde være opmærksom på det her problem. Han sidder på det område, og pludselig kommer der sådan et resultat. Det et dybt beklageligt. Det må han selvfølgelig stå til ansvar for."

Pia Kjærsgaard har stillet en række specifikke spørgsmål til Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Et af spørgsmålene går på, om dyreværnsloven er blevet overholdt, fortæller hun.

"Jeg er mest interesseret i at vide, om dyreværnsloven er blevet overholdt i denne sammenhæng. Der er værd at undersøge."

"Og selv hvis reglerne er blevet overholdt, er det nu tydeligt, at det skal laves om. Vi kan ikke have, at høns brækker det ene og det andet, fordi de skal lægge store æg."

Forskerne fra Københavns Universitet har undersøgt op mod 4800 høns fordelt på 40 flokke. Næsten 4100 af dem havde brud på brystbenet.

Dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection Danmark, kalder undersøgelsen for "rystende", og Dyrenes Beskyttelse opfordrer Rasmus Prehn til at handle øjeblikkeligt.

Hvis dyreværnsloven ikke er blevet overholdt, skal det have "alvorlige konsekvenser", mener Pia Kjærsgaard.

"Vi har en lov, som skal overholdes, og vi er forpligtede til at passe på vores dyr. Dyrene kan ikke tale og klage selv, og derfor skal vi være meget omhyggelige, når det handler om dyrevelfærd."

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra fødevareminister Rasmus Prehn.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Job

Seneste nyt fra FødevareWatch