Landbrug & Fødevarer: Vi har presset på for mere klima-dialog

Landbrug & Fødevarer er tilfreds med, at regeringen stopper op og vil inddrage interessenter i dialog, inden den fremlægger sit klimaudspil for landbruget.
Det fortæller Søren Søndergaard, formand i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
Organisationen har presset på for at blive inddraget mere i processen og håber nu på en bred politisk aftale.
"Skal man gøre det her på en klog måde, så kræver det, at man inddrager dem, det handler om. Vi har en klar forhåbning om, at man i stedet for at lave en smal aftale, kan lave en bred aftale, hvor man er enig om en retning mange år frem," siger Søren Søndergaard.
Han fortæller, at det er "ingen hemmelighed", at landbruget har været bekymret over det udspil til en reduktion af CO2-udledningen i landbruget, som regeringen ville komme med.
Men den er altså nu blevet udskudt. Det fortalte fødevareminister Rasmus Prehn (S) søndag til Avisen Danmark.
I stedet indkaldes der til dialog med en konference om fremtidens landbrug. Den skal danne grundlag for kommende forhandlinger.
"Det er regeringens mål at udvikle og ikke afvikle dansk landbrug. Men vi skal være forsigtige, for der skal tages højde for både ambitiøse klimamålsætninger og en sårbar økonomi hos landmændene," siger ministeren i en pressemeddelelse.
Det er Landbrug & Fødevarer enig i, fortæller Søren Søndergaard.
"Det er en lang rejse, vi er på. Vi skal bare gøre det på en måde, så vi udvikler erhvervet og ikke afvikler det."
"Selvfølgelig skal vi have en stor, stærk og klimavenlig fødevareproduktion i Danmark. Både for den danske økonomi, men også for at vi kan være et foregangsland," siger han.
Han mener ikke udskydelsen kommer til at skabe usikkerhed hos hans medlemmer.
"Det tror jeg ikke, at det gør. Man er der, hvor man gerne vil have, at det her bliver gjort ordentligt og rigtigt. Så det, at man lige trykker på bremsen nu og tænker sig om en ekstra gang, tror jeg er rigtig godt for alle parter."
Regeringens udskydelse af klimaudspillet har mødt kritik af støttepartierne, Enhedslisten, De Radikale og SF.
De Radikale er "bekymret" for regeringens klimaambitioner, mens Enhedslisten "ikke kan genkende regeringens billede af, at der ikke har været dialog".