AgriWatch

Chefforhandler: Vi har sikret et brexit i god ro og orden

Aftale mellem Storbritannien og EU sikrer stabilitet for mennesker og virksomheder, vurderer EU's chefforhandler.

Michel Barnier | Foto: POOL/REUTERS / X80003

EU's chefforhandler, Michel Barnier, siger tirsdag, at den indgåede handelsaftale mellem Storbritannien og EU er "en lettelse", og at aftalen sikrer stabilitet for mennesker og virksomheder.

"Vi har sikret et brexit i god ro og orden," siger Barnier til radiostationen Franceinfo.

Barnier understreger, at der stadig er nogle elementer, som skal defineres om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien.

EU's ambassadører kom mandag med en foreløbig godkendelse af brexitaftalen med Storbritannien.

"Ambassadørerne har enstemmigt godkendt aftalen foreløbigt," fastslog Sebastian Fischer, som er talsmand for det tyske EU-formandskab.

En endelig godkendelse ventes tirsdag kl. 15:00 ved skriftlige procedurer, der anses for at være en formalitet.

Storbritannien og EU nåede efter ti måneders forhandling til enighed om aftalen juleaftensdag. Det britiske parlament skal onsdag diskutere aftalen, som ventes at blive godkendt dagen før nytårsaften.

Tyskland har det roterende EU-formandskab og forbundskansler Angela Merkels talskvinde, Ulrike Demmer, bekræfter, at den tyske samlingsregering ikke har nogen indvendinger mod teksten.

I Paris siger talsmænd for præsident Emmanuel Macron, at den franske regering også støtter aftalen.

Briterne forlader EU's indre marked og toldunion den 31. december.

Det britiske parlaments godkendelse onsdag er ikke nødvendig for, at aftalen kan træde i kraft i provisorisk form.

Hovedtrækkene fra den foreløbige aftale indebærer, at der opretholdes en told- og afgiftsfri handel med varer. Der er indgået en aftale om tjenesteydelser på et niveau, som det kendes fra andre EU-handelsaftaler med tredjelande.

Der er fundet et kompromis om regler for oprindelsesland, der er afgørende for, om en vare kan være dækket af den toldfri handel. Der er lavet særregler for blandt andet elbiler.

Briterne kommer ikke til at afstemme sine konkurrenceregler med EU's regler, og der bliver ikke, som EU havde ønsket, krav om forhåndsgodkendelse af statsstøtte af en uafhængig instans.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch