
Selvom fødevareminister Mogens Jensen (S) ikke vidste, at der manglede en lovhjemmel til at aflive alle danske mink, kendte hans egen styrelse til manglen.
Fødevarestyrelsen slår nemlig fast over for Berlingske, at man var klar over den manglende lovhjemmel til handlingen.
"Det peger klart i retning af, at man (Mogens Jensen, red.) har vidst det," siger Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura på juridisk institut ved Syddansk Universitet, til mediet.
Fødevareministeren var tirsdag ude at undskylde den ulovlige ordre om at aflive mink uden for risikozonerne på 7,8 kilometer.
I den seneste weekend meldte regeringen ud, at den ikke havde lovhjemmel til at aflive samtlige danske mink uagtet af risikozoner eller smitte.
Det har skabt et pres på regeringen, hvor blå blok ønsker kræver Mogens Jensens afgang.
Også Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper har sagt, at det ser "meget, meget sort ud" og kan ikke garantere, at Mogens Jensen bliver på sin ministerpost.
I dag onsdag skal Mogens Jensen i samråd om sagen.