EU-forhandler til briterne: Respekter vores aftale

EU's chefforhandler for det fremtidige forhold med Storbritannien, Michel Barnier, siger klart, at briterne skal overholde den aftale, de har indgået med EU om udtrædelse af unionen.
Meldingen kommer, efter at avisen Financial Times søndag skrev, at den britiske regering vil fremlægge et lovforslag, som vil underkende vigtige elementer af aftalen fra 2019.
"Alt, hvad der er underskrevet, skal respekteres," siger Barnier til radiokanalen France Inter mandag.
Ifølge Financial Times vil den britiske regering fremlægge sit lovforslag onsdag.
Det vil "eliminere den lovmæssige gyldighed af udtrædelsesaftalen", skriver avisen. Den citerer tre personer med kendskab til planen.
Barnier vil ikke kommentere de oplysninger, som den britiske avis bringer videre.
"Det vigtige for mig er, hvad den britiske premierminister siger og gør. Og hvad den britiske regering siger og gør," siger han.
Han vil drøfte spørgsmålet med sin britiske modpart, David Frost. De mødes i denne uge til forhandlinger om det fremtidige forhold.
EU og Storbritannien underskrev skilsmisseaftalen i oktober 2019, og brexit blev en realitet 31. januar 2020.
Fra den dato begyndte en aftalt overgangsperiode, hvor fælles regler fortsat gælder. Den udløber 31. december i år.
EU og Storbritannien har siden skilsmisseaftalen forhandlet om det fremtidige forhold. Den opgave er ifølge diplomater langt mere vanskelig end selve skilsmisseaftalen.
Og parterne har blot få måneder til at nå en aftale. Den britiske premierminister, Boris Johnson, sagde søndag, at forhandlingerne skal afsluttes senest 15. oktober.
"Der er ingen mening i at overveje tidsplaner, der går ud over den dato. Hvis ikke vi er enige på det tidspunkt, så ser jeg ikke for mig, at der kommer en frihandelsaftale. Det må begge acceptere, og så må vi komme videre," sagde Johnson ifølge BBC.
Men forhandlingerne er låst.
Barnier sagde mandag, som han har gjort mange gange de seneste måneder, at han er "bekymret", og at forhandlingerne er "vanskelige".
Et af de svære emner er en fiskeriaftale, som betyder meget for Danmark og - i varierende grad - for ti andre EU-lande.