
Den grønne tænketank Concito kritiserer interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer for en annonce på Facebook.
Det skriver Miljø & Klima.
I annoncen fra siden Smag på Danmark, der drives af L&F, skriver organisationen:
"Vidste du, at dansk kalvekød er klimavenligt – og understøtter en bæredygtig mælkeproduktion?"
Michael Minter, der er programchef i Concito, skrev onsdag på Twitter:
"Klimavenligt kalvekød? Den må I længere ud på landet med, @spisekammeret. Kalvekød er en af de mest klimabelastende kødtyper, uanset hvordan man vender og drejer det."
Til Miljø & Klima uddyber Michael Minter kritikken ved at sige, at det svarer til at kalde en Volvo klimavenlig set i relation til en Hummer.
L&F svarer i en skriftlig kommentar på kritikken med henvisning til en rapport fra Aarhus Universitet fra 2015.
"Kalvekød er ifølge AU den mest ressourceeffektive/klimavenlige produktion af de undersøgte 13 danske forskellige okse- og kalvekødsproduktioner," udtaler Mette Gammicchia i et skriftligt svar til Miljø & Klima.
L&F fortæller desuden til Miljø & Klima, at på trods af, at Forbrugerrådet Tænk også kalder reklamen problematisk, vil annoncen ikke blive fjernet.