Mogens Jensen: Landbrugsstyrelsen bliver klar til ny EU-støttemodel

BRUXELLES
Når EU's nye landbrugsstøtte træder i kraft, forventer fødevareminister Mogens Jensen (S), at Landbrugsstyrelsen også er klar til at håndtere de nye krav, der følger med.
Landbrugsstyrelsen har ellers tidligere haft problemer med udbetalingerne. Blandt andet har der været fejl i beregningerne af landbrugsstøtten, og nogle landmænd har også oplevet problemer med indberetninger og forsinkelser i udbetalingen.
Den nye støttemodel er til forhandling nu, og da Mogens Jensen mandag besøgte Bruxelles for at mødes med sine ministerkolleger var det med et budskab om, at den nye landbrugsstøtte skal være så grøn som muligt.
Han forventer desuden, at Landbrugsstyrelsen vil kunne håndtere en ny og grønnere støttemodel.
"Når du får en ny støtteordning, så er det noget, du allerede kan se konturerne af og begynde at forberede dig på. Men det er klart, også for Landbrugsstyrelsen, at når du skal udbetale støtten på en ny måde, så skal man selvfølgelig omstille systemerne til det," siger han og fortsætter:
"Men hvis det bliver nogle af de ting, som er groet i vores egen baghave, og som vi arbejder på, så er det noget, vi allerede arbejder med at kunne implementere i vores egne systemer. Så det har jeg stor tiltro til, at det skal vi nok få på plads."
Landbrugsstyrelsen måtte i december og igen i januar udskyde deadline for ansøgningen om økologisk arealtilskud, fordi der har været problemer med de digitale ansøgningskemaer.
"Det, der er udfordringen med nogle af de her ting, er, at meget i dag er bundet op på IT-systemer. Og det kræver tid, det kræver ressourcer, og det kræver kompetencer at sætte IT-systemer op, og selvfølgelig også hvis du pludselig skal til at lave helt nye it-systemer," siger Mogens Jensen.
Mogens Jensen tror dog på, at Landbrugsstyrelsen får styr på de problemer, landmændene oplever.
"Jeg har fået en forsikring fra Landbrugsstyrelsen om, at de gør alt, hvad de kan for at håndtere de problemer, der har været hidtil og sørge for, at der er de nødvendige ressourcer til stede til at løse opgaven," forklarer han.
Så du har tiltro til, at når der kommer en ny ordning, så skal landmændene ikke vente på at få deres penge udbetalt?
"Det er helt klart mit udgangspunkt. Det er klart, at det at køre nye systemer ind vil tage tid, men som sagt, hvis det kommer til at gå i den retning, som vi håber, så vil vi også have bedre mulighed for at køre nye systemer ind," forklarer han.
Mogens Jensen er i Bruxelles for blandt andet at diskutere en overgangsordning for landbrugsstøtten. Overgangsordningen forventes at køre i 2020, fordi det nye støtteprogram ikke ventes at være klart før 2021.