Landbrugspakkens grønne slagnummer skuffer igen

På andet år skuffer de miljøtiltag, der skulle sikre, at den omdiskuterede landbrugspakke leverer grønt plus.
Der er lang vej igen, før målet om en reduktion af kvælstofudledningen fra landbruget er opnået, viser tal fra Miljø- og Fødevareministeriet. | Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix
Der er lang vej igen, før målet om en reduktion af kvælstofudledningen fra landbruget er opnået, viser tal fra Miljø- og Fødevareministeriet. | Foto: Tycho Gregers/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er fortsat lang vej, når det kommer til at indfri de grønne ambitioner, der blev aftalt i forbindelse med landbrugspakken fra 2015.

Håbet var, at blandt andet øget skovrejsning og anlæg af vådområder ville fjerne 1735 ton kvælstof fra naturen i 2019. 

Men ved udgangen af november havde de grønne tiltag i den omdiskuterede landbrugspakke kun fjernet 31 ton. 

Det viser foreløbige tal fra Miljø- og Fødevareministeriet ifølge Berlingske.

Landbrugspakken fra 2015 indeholdt en byttehandel: Landmændene fik lov til at sprede mere gylle, som kunne skade vandmiljøet. 

Til gengæld skulle de blandt andet plante mere skov og anlægge vådområder, der kunne reducere udledningen af kvælstof. 

Men for andet år i træk er tiltagene altså ikke i nærheden af at nå de reduktionsmål, der var ventet af politikerne bag loven.

Fristen for at nå det endelig mål er sat til 2021.

Ifølge Stig Markager, professor i økologi ved Aarhus Universitet, tegner de foreløbige tal et klart billede. 

"De viser, at den ordning, der var en del af landbrugspakken, ikke virker," siger han blandt andet til Berlingske. Han mener, at et af problemerne er, at ordningen er frivillig for landmændene. 

"Og så gør landmændene det kun, hvis kompensationen overstiger udbyttet af at dyrke jorden," siger han.

I interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er man ikke overrasket over, at reduktionen ikke er højere. 

"Processen med de kommunale vådområder har været lang og besværlig, og der skal bruges flere år på planlægning," siger viceområdedirektør for vand og natur Anders Panum til Berlingske.

Han understreger dog, at han har tiltro til, at man når reduktionsmålet i 2021. 

Venstre, der sad alene i regering, da landbrugspakken blev vedtaget, har afvist at stille op til interview. 

Fødevareminister Mogens Jensen (S) skriver i en e-mail, at landbrugspakken har været "helt urealistisk at leve op til". 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også