Arla vil skære på økologisk mælk på grund af overproduktion
Ifølge netmediet Økologisk Nu, som er drevet af foreningen Økologisk Landsforening, har Arla holdt møder med økologiske landsmænd for at overtale dem til at blive konventionelle.
Peder Tuborgh, som er adm. direktør hos Arla, siger til mediet, at der bliver produceret for meget økologisk mælk i dag.
Derfor er Arla klar til at rette op på ubalancen ved at sige farvel til omkring 50 økologer og 100 mio. kilo mælk i Danmark og Sverige ifølge Økologisk Nu.
Han kommenterer ikke, om Arla har holdt møder med økologerne. Men han kalder nedjusteringen udramatisk, fordi den skal ske af frivillighedens vej.
”Justeringen skal sikre, at der bliver en bedre balance mellem indvejningen og efterspørgslen, og det betyder formentlig, at de økologer, der bliver tilbage, kan se frem til en bedre afregning,” siger Peder Tuborgh til Økologisk Nu.
Han understreger samtidig, at Arla stadig har fokus på økologi. Nedjusteringen ændrer ikke på, at virksomhedens langsigtede strategi er, at økologien skal spille en vigtig rolle, lyder det.
Han siger også til mediet, at Arla stadig vil være det største økologiske mejeri i verden efter nedjusteringen.
Peder Tuborgh mener, at det er vanskeligt at forudsige markedsudviklingen. Men bliver efterspørgslen større igen, vil Arla justere til den tid ifølge topchefen. Han forventer dog tidligst vækst i det økologiske salg i 2024.
De landmænd, som ikke længere vil være økologer, vil få tilbudt at levere mælk, som er produceret konventionelt, til Arla.
Arlas omsætning voksede i 2022 med hele 23 pct. til 103 mia. kr. Væksten var stort set udelukkende drevet af prisstigninger. Det viste koncernens årsregnskab torsdag morgen.
Relaterede artikler:
Arla har 100 millioner liter økologisk mælk i overskud
For abonnenter