AgriWatch

L&F-formand uenig i afgående direktørs udlægning af Danbred-håndtering

Mandag sagde Anne Arhnung op som direktør for Landbrug & Fødevarer. Formand er uenig i udlægning og fortæller, at han bliver på posten som formand for erhvervsorganisationen.

Foto: METTE MØRK/Jysk Fynske Medier

Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, kan ikke genkende den udlægning af situationen omkring sexismesagen i virksomheden DanBred, som Anne Arhnung mandag kom med, da hun trak sig som direktør.

Ifølge Arhnung har hun rådgivet den øverste politiske ledelse til at handle ansvarligt ud fra et kodeks for god virksomhedskultur, men den rådgivning blev altså overhørt.

Søren Søndergaard kan ikke genkende, at der skulle have været så stor uenighed.

Anne Arhnung forlader Landbrug & Fødevarer

Arla kritiserer Landbrug & Fødevarer efter Arhnungs exit 

"Tværtimod. Som jeg ser det, har holdningerne langt hen ad vejen været de rigtige på tværs af ledelsen. Udfordringen var, at vi ikke handlede rettidigt. Det er også det, jeg har givet en uforbeholden undskyldning for," siger han.

Han siger, at der har været enighed om, at hændelserne i DanBred har været uacceptable, og at både han og Anne Arhnung har været "forfærdede" over, at direktøren ikke var "røget ud af bestillingen".

I slutningen af september blev den daværende direktør i DanBred, Thomas Muurmann Henriksen, sagt op efter afsløringer af sexchikane.

Bestyrelsen i selskabet konkluderede efter en undersøgelse af en konkret fest, at der skulle sættes en stopper for direktørens "uacceptable adfærd".

Det fik dog umiddelbart ingen betydning for hans job. Det skete først senere.

Ifølge Anne Arhnung har dele af formandskabet i Landbrug & Fødevarer, der ejer majoriteten i DanBred, altså ikke lyttet til hendes rådgivning i sagen.

Ritzau: Søren Søndergaard, er det dig, hun henviser til, der ikke har lyttet?

"Det er ikke min opfattelse. Men det er klart, at man ikke kan kritisere den politiske ledelsen uden også at kritisere mig. Sådan er det jo. Men det har været et fælles formandskab og direktion, som løbende er blevet håndteret om sagen i DanBred," siger han.

Han fortæller, at han bliver på formandsposten i erhvervsorganisationen.

"Jeg tror, at der ligger en stor opgave for ledelsen og mig til at få genrejst Landbrug & Fødevarers tillid. Det er jeg klar på at stå i spidsen for," siger Søren Søndergaard.

Det skal blandt andet ske ved en ekstern undersøgelse af ledelses- og arbejdskulturen i Landbrug & Fødevarer.

Undersøgelsen er startet. Hvornår den er færdig, kan han ikke svare på.

"Jeg synes, vi har sat mange vigtige initiativer i gang. Det her er nødvendigt supplement til de værktøjer, vores dygtige HR-folk allerede arbejder med," siger Søren Søndergaard.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch