Nyt studie: EU's "jord til bord"-strategi har lille gevinst, men vil få store konsekvenser

EU's "Farm to Fork"-strategi – oversat til dansk "jord til bord" – vil føre til en lille klimagevinst, men til gengæld betyde betragtelige konsekvenser for produktionen i landbruget og fødevarepriserne.
Således er konklusionen i et nyt studie fra Kiel Universitet, som kommer med en mørk dom over strategien i forbindelse med EU's Green Deal. Studiet er vel at mærke bestilt og betalt for af flere landbrugsorganisationer for at kortlægge effekterne af strategien.
Det skriver Topagrar.
"Hvis de fuldt ud implementeres, vil de foreslåede foranstaltninger føre til et betydeligt fald i landbrugsproduktionen i EU. Reduktionen er omkring 20 pct. for korn, oliefrø og kvæg," siger Christian Henning, der er professor og har stået i spidsen for studiet.
"Hertil følger en prisstigning for landbrugsvarer i EU, som tæller
60 pct. for kvæg, 50 pct. for svin, 30 pct. for råmælk og mellem 10 pct. og 20 pct. for frugt, grøntsager, oliefrø og korn."
Positiv effekt på økosystemer
Selvom strategien, som blev præsenteret sidste år, vil få en positiv effekt på økosystemerne inden for EU ved at reducere kvælstof-udledningen med op til 50 pct., forventes den ifølge chefen for forskningsprojektet ikke at indløse målene set med klimabriller.
"Den forventede besparelse på drivhusgasser via en reduktion i EU's landbrugsproduktion vil blive fuldstændig ophævet af en stigning i emissioner fra landbrug uden for EU og ændringer i arealanvendelsen i EU," konstaterer Christian Henning.
Han tilføjer, at EU-landene som helhed vil blive importører og ikke længere eksportør af korn og kvæg, og selvforsyningen svækkes.
På samme tid understreges det, at "jord til bord"-strategien vil føre til et samlet tab for samfundet i EU på 42 mia. euro (312 mia. kr.)
"I princippet har strategien potentiale for landmænd og samfund, men kræver en innovativ landbrugspolitisk implementering. De i øjeblikket planlagte generelle jord-ti-borgkrav er kun effektive i begrænset omfang," konstaterer Christian Henning til sidst.