AgriWatch

Økonom: Ustabilt svinemarked har undervurderet kinesisk genopbygning

Efter flere gode år er det ikke i øjeblikket rentabelt for den gennemsnitlige svineproducent i Danmark at drive sin produktion. Ifølge erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser, har tempoet på den kinesiske genopbygning overrasket, men en konkursbølge er umiddelbart ikke i vente.

Erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser. | Foto: PR Landbrug & Fødevarer

Et markeds forfald blev et andets guldmine, men nu er vægtskålene igen ved at vende.

Det kinesiske marked tog europæiske svinepriser mod ny højder, da landet blev hårdt ramt af svinepest, men nu har kineserne formået at genopbygge produktion i et sådant tempo, at priserne i Europa er blevet slået gevaldigt tilbage.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

"Det er en meget unormal situation, vi står i, som skyldes et sammenfald af afrikansk svinepest i Kina og Europa samt høje foderpriser. Det er næsten den perfekte storm," siger erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser.

Afrikansk svinepest begyndte for alvor at sprede sig i landet i slutningen af 2018, hvilket på korte tid medførte, at omkring halvdelen af landets produktion blev sat ud af spil.

Det er næsten den perfekte storm

Klaus Kaiser, Erhvervsøkonomisk chef, Seges

Den manglende mængde kød sendte markante prisstigninger mod det europæiske marked, og i Danmark toppede slagtesvinenoteringen i uge 11 2020 med en pris på hele 14,3 kr. per kg., hvor restbetaling ikke er medregnet.

Ifølge Seges har den gennemsnitlige afregningspris for slagtesvineproducenter i Danmark været 12,47 kr. per kg. i 2019 og 13,31 kr. per kg i 2020, hvor restbetaling er medregnet.

I 2019 var den gennemsnitlige produktionspris per kg. 10,56 kr. Tallet for 2020 er 10,31 kr. per kg. ifølge modelberegninger fra Seges og Interpig.  

Men lykken varer som bekendt ikke evigt, hvorfor svineproducenterne nu må forberede sig på en periode med et helt andet prisleje.

"Der er en ret stor ubalance i markedet i øjeblikket. Efterspørgslen har trukket sig, efter at produktionen i lande som Danmark og Spanien er steget kraftigt de seneste år. Den ubalance har givet anledning til meget lave priser for smågrise. Prisen på grisekød er også faldet, men kun til lidt under prisen i et normalt år," siger Klaus Kaiser.

Virkningen af den kinesiske genopbygning er et kraftigt fald i eksporten fra Europa. Det er et sammenfald med svinepest i Tyskland og Polen, der gør, at der skal afsættes større mængder på hjemmemarkederne og inden for Europa.

Derfor bliver priserne presset på det europæiske marked, påpeger økonomen.

Uventet udvikling

Genopbygningen i Kina er ifølge Klaus Kaiser gået nogenlunde, som kineserne selv havde forventet, men hurtigere end analytikere i vestlige lande havde troet.

"Generelt har man undervurderet, hvor hurtige kineserne var i stand til at genopbygge deres griseproduktion," siger Klaus Kaiser og tilføjer:  

"Arbejdet med at bygge produktionen op igen, er lykkedes ganske godt, og de har ikke længere så stort behov for at supplere produktionen med importeret svinekød. Det er gået forholdsvist hurtigt ift. opgavens omfang."

Samme melding lyder fra slagterikoncernen Danish Crown, der fastsætter slagtesvinepriserne i Danmark.

"Voldsomheden i Kinas opbremsning er kommet fuldstændig bag på mig. Ingen af os havde set det her komme. Nedturen går hårdt ud over vores andelshavere, og det gør frygtelig ondt på vores professionelle stolthed, at vi ikke forudså det. Det har givet anledning til en hel del selvransagelse," sagde koncernens globale salgsdirektør, Lars Albertsen, for nylig til Finans.

Hvis det er en forholdsvist kortvarig prisreaktion, tror jeg ikke, vi vil se en væsentlig stigning i antallet af konkurser

Klaus Kaiser, Erhvervsøkonomisk chef, Seges

Tilpasning

Med ubalancen i markedet peger den kommende tid nu mod en tilpasningsfase, som Europa allerede befinder sig i, fortæller Klaus Kaiser

"Kapaciteten skal begrænses, men det tager tid, fordi det er biologisk produktion, vi har med at gøre. Der vil blive droslet ned. I nogle lande som Tyskland og Holland er tilpasningen allerede i gang i nogen tid og med den seneste udbredelse i Polen, er der også udsigt til lavere produktion. De faldende priser vil også have en effekt på andre europæiske lande," siger den erhvervsøkonomiske chef i Seges.

Han vurderer dog, at der vil være ubalance i markedet i en rum tid, da Kinas importfald er gået så hurtigt, at produktionsbegrænsningerne ikke har kunnet følge med.

"En tilpasning af produktionen tager traditionelt set lidt tid," fastslår han.

Konsoliderede producenter

Kan det få konkurskonsekvenser for danske producenter?

"Det afhænger helt af, hvor hurtigt priserne kommer op igen. Det her kraftige prisfald kommer efter en god periode i svinebruget. Der har været et par år med høje priser og mulighed for konsolidering, og vi har set på regnskaberne, at der i stor stil er blevet nedbragt gæld. Det er et godt udgangspunkt for at kunne klare sig igennem en periode med lavere priser," siger Klaus Kaiser og tilføjer:

"Hvis det er en forholdsvis kortvarig prisreaktion, tror jeg ikke, vi vil se en væsentlig stigning i antallet af konkurser, hvorimod en mere langstrakt periode kan få konsekvenser. Vi skal nok have et 2022 med lave priser, før vi for alvor begynder at se ændringer i antallet af konkurser."

Seges forventer prisstigninger på landbrugsprodukter i 2021

Økonom: Disse fire jokere kan blive afgørende for landbruget i 2021 

Seges: Landbruget mangler 3.000 generationsskifter inden 2030 

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch