AgriWatch

Har stået tomme i over et halvt år: Alligevel er minkfarme i Holstebro udtaget til miljøtilsyn

Selvom minkene er aflivet og brændt af, skal minkfarmene i Holstebro Kommune nu igennem et miljøtilsyn. Det stiller en af de tidligere bedrifter spørgsmålstegn ved.

Foto: Marius Renner

Selvom minkburene i Danmark har stået tomme i over et halvt år, planlægger Holstebro Kommune alligevel at besøge 20 minkfarme
i kommunen i den kommende tid. Det skriver TV Midtvest.

Den nu tidligere minkbedrift Lindballe Mink, er en af dem, som er blevet varslet et snarligt miljøtilsyn. Her stiller man sig uforstående over for, at der skal føres kontrol, eftersom alle mink nu er aflivet.

"Der er gået bureaukrati i den," siger Berit Lindballe, der sammen med sin mand vedligeholder farmen for at sikre en ordentlig ekspropriering om nogle år ifølge TV Midtvest.

Hos Holstebro Kommune påpeger Anders Debel, der er direktør for Teknik og Miljø, at tilsynene er dikteret af lovgivningen, men de giver mening, da der er miljøforhold indirekte relateret til minkene.

Han tilføjer, at gylletanke og andre dele af inventaret udgør en risiko for miljøet. Alligevel har de manglende mink en betydning.

"Vi kan antage, at de miljømæssige forhold i udgangspunktet er i orden og tilsynet derfor kan reduceres til et meget kort besøg," forklarer han og tilføjer, at der er nok noget, der ville give mere mening end de omtalte tilsyn af minkfarmene.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch