AgriWatch

EU indgår aftale om reform af landbrugsstøtte

Vi har gjort det, siger landbrugskommissær om aftale, der begunstiger mindre landbrug, miljøet og klimaet.

Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er indgået en reformaftale i EU om landbrugsstøtte. Det bekræfter EU's landbrugskommissær, Janusz Wojciechowski.

Aftalen vil begunstige de mindre landbrug i EU og afsætte flere midler til beskyttelse af klimaet og miljøet.

"Det fylder mig med stor tilfredsstillelse at være i stand til at kunne sige, at vi har gjort det," siger Wojciechowski.

"På nogle punkter kunne vi have ønsket et andet resultat, men overordnet mener jeg, at vi kan være tilfredse med den aftale, vi har nået," siger han.

Kompromisset er indgået mellem Europa-Parlamentet og EU's medlemslande.

Parterne har i adskillige år arbejdet på en ny aftale om landbrugsstøtte. Men et gennembrud kom først natten til fredag.

Begge parter skal formelt godkende aftalen.

Den danske fødevareminister, Rasmus Prehn (S), glæder sig over gennembruddet.

Han påpeger, at det for Danmark er vigtigt "at styrke den grønne omstilling, nedbringe klimabelastningen og få mere natur og større biodiversitet".

"Den såkaldte bruttoarealmodel sikrer bedre mulighed for, at det enkelte landbrug kan engagere sig i den grønne omstilling og selv vælge mere vild natur og biodiversitet til på sine marker."

"Derfor har vi kæmpet særlig hårdt for bruttoarealmodellen. Helt ind til sidste time," lyder det i et skriftligt citat.

Grundtanken med modellen er, at landmænd kan lade marker blive til fri natur uden at miste støtte.

Prehn har tidligere sagt, at modellen giver en rationel dyrkning af jorden.

Støtte til landbruget er den største post på EU's budget. Medlemslandene har aftalt, at der fra 2021 til 2027 afsættes cirka 387 milliarder euro (2880 milliarder kroner) til landbrugsstøtte. Det er et beløb, som i alt væsentligt betales af EU's borgere og andre skattebetalere.

En aftale vil påvirke flere millioner landmænd i EU. Det samme gælder i forhold til Danmark, der er et stort landbrugsland i europæisk sammenhæng.

Det næste skridt i forhold til reformen bliver for de enkelte medlemslande at udvirke nationale planer, hvor man tilpasser sig den nye landbrugsstøtteordning.

En af de alvorlige knaster i forhandlinger har været, hvor meget støtte der skulle gives til frivillige klimavenlige produktionsmetoder. Landmænd, der indgår i sådanne ordninger, vil kunne modtage yderligere støtte.

Miljøorganisationer og eksperter har tidligere peget på, at meget af landbrugsstøtten går til produktion, der ikke er bæredygtig.

Aftalen skal mandag og tirsdag i næste uge konfirmeres af EU's landbrugsministre og siden af EU-Parlamentet.

"Jeg har haft en god dialog med formanden Maria do Céu Antunes undervejs, så jeg håber på tydelige danske fingeraftryk."

"Ellers er jeg parat til at kæmpe de sidste nødvendige kampe mandag og tirsdag i Luxembourg," siger fødevareministeren.

Mere fra AgriWatch

Topdanmark: Ekstremt vejr øger efterspørgsel på forsikringer

Vejrfænomener har i år ramt globalt og sat øget fokus på klimaforandringernes betydning - ikke mindst for landbruget. Herhjemme forventer det største forsikringsselskab inden for landbrug, at efterspørgslen på afgrødeforsikringer vil stige omkring 20 pct. årligt.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch