AgriWatch

Supermarkedskæde fjerner hurtigvoksende kyllinger fra det faste sortiment

Dyrevelfærdsorganisation kalder det den bedste dag for danske dyr i årevis, at Salling udfaser hurtigvoksende kyllinger.

Foto: Martin Slottemo Lyngstad/Ritzau Scanpix

I løbet af 2022 vil hurtigvoksende kyllinger ikke længere være i det faste, ferske sortiment i Netto, Føtex og Bilka.

Det oplyser Salling Group, der ejer de tre supermarkedskæder, som samlet har 650 butikker i Danmark, ifølge Politiken.

Hurtigvoksende kyllinger har fået deres navn, fordi de opdrættes, så de går fra 50 gram til to kilo på omkring fem uger.

Kyllingernes krop og organer har svært ved at følge den hastige vækst, og fremover vil man i stedet finde kyllinger, der lever 7-9 uger.

"Vi vil gerne bidrage til at løfte dyrevelfærden. Turbokyllinger har nogle åbenlyse problemer i forhold til dyrevelfærd, og derfor har vi en ambition om at gøre en forskel," siger Kasper Reggelsen, kommunikationschef hos Salling Group, til Ritzau.

Han fortæller, at man skal forvente, at kyllingerne bliver dyrere, men vil ikke sætte procenter på.

Det er ifølge Kasper Reggelsen det største skridt at udfase hurtigvoksende kyllinger fra det faste sortiment. Det vil omfatte 20 millioner kyllinger om året, og det svarer til 80 procent af det totale salg af hurtigvoksende kyllinger i Sallings butikker.

Salling Group vil på sigt arbejde for at fjerne hurtigvoksende kyllinger i alle afskygninger fra butikkerne, men Kasper Reggelsen fortæller, at det ikke er muligt at tage hele skridt på en gang.

Man vil derfor fortsat indimellem kunne købe turbokyllinger på tilbud, og der vil også være hurtigvoksende kyllinger andre steder i sortimentet - herunder på frost, som pålæg og i færdigretter.

"Vi ville gerne fjerne mere, hvis det var muligt, men vi er afhængige af, at der også er producenter og landmænd, som leverer nok. Der er vi ikke endnu."

"Der er ikke langsomt voksende kyllingerne nok, men vi vil tage de næste skridt, når det er muligt," siger Kasper Reggelsen.

Salling Group er ikke den første supermarkedskæde i Danmark til at tage skridtet.

Sidste år sløjfede Aldi og Lidl de hurtigvoksende kyllinger fra kølediskene.

Dyreværnsorganisationen Anima roser Salling Group for at tage skridtet og opfordrer resten af branchen til at følge trop.

"Produktionen af turbokyllinger er helt igennem forfærdelig, fordi man har fremavlet et dyr til at vokse ekstremt hurtigt, så de ikke altid kan bære vægten under deres egne ben," siger kommunikationschef Thorbjørn Schiønning.

"Det er derfor et enormt skridt, og det kan komme til at ændre hele kyllingeindustrien i Danmark, og i mine øjne det største danske resultat for dyr i mange år," siger han.

Mere fra AgriWatch

Politisk flertal afsætter 850 millioner til Power-to-X

Industrien bifalder bred politisk aftale om at afsætte en lille milliard til den danske deltagelse i EU's grønne brintprojekt. Den endelige udvælgelse af projekter ventes inden for uger, hvor et projekt om grøn ammoniak er med i opløbet.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch