AgriWatch

Landmænd revser Landbrug & Fødevarer for ejerskab af svinefirma

Landbrug & Fødevarers ejerskab af svinegenetikselskabet Danbred får hård kritik fra landmænd, der er uforstående for, at interesseorganisationen går i konkurrence mod nogle af sine egne medlemmer. Flere mener, organisationen burde sælge ejerskabet, men L&F afviser, at der er interessekonflikt.

Svineproducent Henrik Bovbjerg er medejer af selskabet Bovbjerg Genetics, der benytter genetik fra Topigs Norsvin. Han mener, Landbrug & Fødevarer bør stå uden for ejerskabet af konkurrenten Danbred. | Foto: Peter Høyer/Watch Medier

Flere landmænd går nu i rette med Landbrug & Fødevarer med kritik af det omdiskuterede medejerskab af svinegenetikselskabet Danbred

Spørgsmålet om, hvorvidt en interesseorganisation som L&F skal eje et selskab i branchen har ulmet, siden det tidligere avlsfællesskab ved navn Danavl blev opbrudt, og interesseorganisationen blev majoritetsejer af svinegenetikselskabet Danbred.

Prøv AgriWatch gratis i to uger!

Lobbyorganisationen har afvist, at der er tale om en interessekonflikt, når det kommer til at varetage danske svineproducenters interesse og samtidig have ejerskab i et svineselskab, som konkurrerer med medlemmer.

Flere landmænd åbner dog nu op og fortæller om deres kritiske holdninger til interesseorganisationens standpunkt.

En af dem er svineproducent Henrik Bovbjerg, der driver en økologisk opformering og har ejerandel i opformeringen Bovbjerg Genetics.

De ejer jo heller ikke en del af DLG eller Vikinggenetics og siger, at alle skal køre med deres løsninger

Henrik Bovbjerg, medejer, Bovbjerg Genetics og Bovbjerg Økologi

Bovbjerg Genetics sælger genetik fra den hollandske Danbred-konkurrent Topigs Norsvin, og derfor føler producenten, at han er blevet konkurrent med en organisation, han fortsat er medlem af.

"Landbrug & Fødevarer har haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på over for sådan en som mig. Jeg har haft snakke, hvor de var meget kritiske over for at skulle arbejde sammen med mig. Jeg har forklaret, at vi jo bare er en opformering som andre. De havde den opfattelse, at vi var Topigs Norsvin i Danmark, men det er vi ikke. Vi er bare en opformering, der leverer dyr under Topigs Norsvin," siger Henrik Bovbjerg til AgriWatch og tilføjer:

"Jeg er svineproducent i Danmark. Jeg betaler produktionsafgifter for at producere mine dyr i Danmark. Jeg er medlem af Landbrug & Fødevarer som alle mulige andre. Derfor kan det godt være provokerende, at de er så meget fokuseret på Danbred."

Firma og organisation bakker op

I interesseorganisationen Danske Svineproducenter, der har omkring 650 landmænd som medlemmer, stilles der ligeledes spørgsmålstegn ved Landbrug & Fødevarers rolle ift. dansk svineavl som medejer af Danbred.

Næstformand i organisationen Jeppe Bloch påpeger, at Landbrug & Fødevarer skal gøre det bedste for svineproducenter over en bred kam og ikke for Danbred, hvis systemet skal fungere.

"De økonomiske interesser vægter højt i en kapitalistisk verden, så jeg tror, man skal være mere end naiv, hvis man skal tro på, at det kan fungere," siger Jeppe Bloch, der betegner ejerskabet som at sætte ræve til at vogte høns.

Samme forundring over situationen har genetikselskabet Danish Pig Genetics, der er Danbreds direkte konkurrent i Danmark, og som har en ejerkreds, hvor nogle er medlemmer af Landbrug & Fødevarer.

"Jeg kommer tidligere fra industrien og uden at have dyb forståelse og kendskab til Landbrug & Fødevarers engagement i Danbred, så svarer det for mig til, hvis Dansk Industri gav sig til at sælge pumper, eller hvis Dansk Erhverv begyndte at drive hotel. Der er noget skævt i en brancheorganisation, der samtidig har interesse i noget, der er i konkurrence," siger adm. direktør i Danish Pig Genetics, Karsten Due.

Danish Pig Genetics blev oprettet i august 2018, da en række avlere, opformeringer og omsættere ikke kunne se sig selv eller deres virksomheder i den nye struktur i det tidligere Danavl, der i dag hedder Danbred.

Danbred blev etableret i 2016. 24,5 pct. af selskabet er ejet af Danish Agro, 24,5 pct. af Holdingselskabet DBI og 51 pct. er ejet Landbrug & Fødevarer.

Sår tvivl om evne til kritik

Hos Danske Svineproducenter sår næstformand Jeppe Bloch tvivl om, hvorvidt Landbrug & Fødevarer ville kritisere sit eget avlsselskab, hvis der ikke bliver leveret på visse resultater.

"Hvis vi ser på handlingsplanen for dyrevelfærd, som vi selv var med til at underskrive i 2014, så lever vi på avlssiden ikke op til de tal. Det kan pege på, at der er blevet avlet forkert, men det vil Landbrug & Fødevarer ikke kunne kritisere, når de står i begge kamre," siger Jeppe Bloch.

Fordi nogen starter konkurrerende virksomheder op, så skal man vel ikke sælge et godt aktiv, man har

Erik Larsen, formand, Landbrug & Fødevarer Svineproduktion

Danbred er det kommercielle selskab, der sælger genetikken, som udvikles i samarbejde med Seges Avl & Genetik. Den opdeling tror Jeppe Bloch dog ikke, at Landbrug & Fødevarer reelt kan praktisere.

"Jeg tror ikke på, de kan skille Seges fra Danbred, men de er nødt til at komme med holdningen om, at de kan, fordi de selv har været med til at lave det," siger han.

Landbrug & Fødevarer afviser

Hos Landbrug & Fødevarer forsvarer organisationens formand for svineproduktion, Erik Larsen, selskabets ejerskab af Danbred.

Han mener, Landbrug & Fødevarer varetager interesserne for de danske svineproducenter via sit avlsarbejde i Seges, mens Danbred er adskilt som den kommercielle del.

Desuden påpeger formanden, at organisationen holder fast i et selskab, svineproducenterne selv har været med til at skabe.

Situationen har ændret sig, siden Danavl blev skabt. Hvorfor er det i dag nødvendigt, at I som interesseorganisation har del i et selskab?

"Det er, fordi selskabet er udviklet gennem Danavl. Fordi nogen starter konkurrerende virksomheder op, så skal man vel ikke sælge et godt aktiv, man har. Det vil jeg da aldrig gøre."

Heller ikke, når nogen medlemmer mener, de nu konkurrerer mod den organisation, de selv er en del af?

"Nej. Slet ikke."

Er I den rigtige medejer på lang sigt af Danbred?

"Det er jeg helt sikker på, vi er. Det er trods alt de danske svineproducenter, der er repræsenteret i vores bestyrelse, der udstikker avlsmålene. Det er avlsmål, der er til gavn for alle danske svineproducenter, der vil bruge vores genetik."

Læs interviewet med Erik Larsen her: Landbrug & Fødevarer fastholder værdifuldt svineaktiv trods kritik af interessekonflikt

Salg eller ikke salg?

Tilbage hos landmanden og L&F-medlem Henrik Bovbjerg mener producenten, at der burde laves et Danbred-selskab uden Landbrug & Fødevarer i ejerkredsen.

"Det skal være selvstændigt. L&F kan ikke agere objektivt, når de ejer et avlsselskab, og hvorfor skal de også det? De ejer jo heller ikke en del af DLG eller Vikinggenetics og siger, at alle skal køre med deres løsninger. Det er mærkeligt, de ejer et svinegenetikselskab," siger Henrik Bovbjerg.

Jeg tror ikke på, de kan skille Seges fra Danbred, men de er nødt til at komme med holdningen om, at de kan, fordi de selv har været med til at lave det

Jeppe Bloch, næstformand, Danske Svineproducenter

Tænker du som medlem af L&F, at de burde sælge den del, de har i Danbred?

"Ja, det synes jeg. Og hvis det er så god en forretning, så er virksomheden også mange penge værd. Så kan de sælge deres del til landmændene og lade dem bestemme, om de vil reinvestere pengene i Danbred, i deres egen bedrift eller i noget andet, der interesserer dem."

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Job

Seneste nyt fra FødevareWatch