Minkavlere har over 300 millioner til gode hos styrelse efter aflivninger

Det er ikke mange af de 700 avlere, som blev hyret af Fødevarestyrelsen til at slå mink ned, der har set penge for deres arbejde.
Der er kun udbetalt 6,9 mio. kr. til 30 avlere, skriver Børsen, der estimerer ud fra tal fra styrelsen, at avlerne mangler at få over 350 mio. kr. udbetalt.
"Stort set alle avlere mangler stadig at få de penge, de fik at vide, de ville få hurtigt. Styrelsen har vidst siden oktober-november, da den antog folk til at udføre en opgave, at der skulle betales. Så der har været rigeligt med tid til at opbygge systemer og få pengene ud," siger formand for danske minkavlere Tage Pedersen i en reaktion til avisen.
Ifølge styrelsen skyldes den manglende udbetaling, at det administrative setup skulle bygges, skriver Børsen.
Aflønningen af avlerne ligger uden for den aftale, som regeringen i januar indgik med et flertal i Folketinget. Aftalen sender i alt op til 18,8 mia. kr. i erstatninger tilbage til minkavlere og følgeerhverv.
Tidligere har AgriWatch beskrevet, hvordan uklarheder i erstatningsaftalen for minkavlerne skaber bekymring i erhvervet. Det skyldes, at det er uvist, hvordan værdien af en stor del af produktionskapaciteten skal opgøres.
På et afgørende punkt er aftaleteksten imidlertid uklar. Det fremgår, at minkavlere, der har haft uudnyttet produktionskapacitet, kan få denne kapacitet erstattet "efter opgørelsesmetoden baseret på "handel og vandel"".
Spørgsmålet er, hvordan begrebet "handel og vandel" vil blive defineret, og svaret kan koste minkavlerne milliarder af kroner, lød det fra blandt andet Tage Pedersen og rådgivningsvirksomheden Sagro.
Skjern Bank om udlån til mink: "Vi kommer ikke til at tabe penge"
Lobbyist: Europæisk branche vinder på lukning af dansk minkindustri
Svineproducenter vil se politisk velvilje efter aflivet minkerhverv