AgriWatch

Lensgreve køber sig ind i grovvareselskabers rugeri

Godsejer og lensgreve Bendt Wedell har erhvervet sig halvdelen af et Danhatch-rugeri, der er ejet af DLG og Danish Agro. Produktionen omfatter økologiske og langsomt voksende kyllingeracer.

Bendt Wedell ejer godserne Frijsenborg og Wedellsborg, der producerer omkring 6 millioner kyllinger om året. | Foto: PR Wefri

Fjerkrækoncernen Danhatch og lensgreve Bendt Wedell har indledt et samarbejde om rugeriselskabet Danhatch Special A/S.

Det bekræfter Danhatchs bestyrelsesformand Ole Christensen og koncernchef Kristian Kristensen, som også er adm. direktør i Danhatch Special, over for AgriWatch.

"1. januar har Vicus P (Frijs, red.) købt sig ind med en minoritets andel. Vi er et specialrugeri, og de har haft ønske om at engagere sig dybere i værdikæden omkring langsomt voksende kyllingeproduktion. Vi har i Danhatch også set det som en mulighed for et tættere samarbejde med en betydende producent," forklarer han.

Rugeriet havde i 2019 en produktion af kyllinger på 1,9 millioner. Det har selskabet dog øget markant i 2020 og har planer om mere.

"Sidste år producerede vi omkring 3 mio. daggamle kyllinger. Det har parterne en ambition om at udvide. Vi håber, at det vil vokse fremover. Udvidelserne er noget, der kommer løbende," forklarer direktøren.

Vi er et specialrugeri, og de har haft ønske om at engagere sig dybere i værdikæden omkring langsomt voksende kyllingeproduktion. Vi har i Danhatch også set det som en mulighed for et tættere samarbejde med en betydende producent

Kristian Kristensen, koncernchef Danhatch Group

Forventning om mere salg

Danhatch etablerede rugeriet for fire år siden, og der er forhåbning om, at markedet for langsomt voksende kyllinger vil vokse.

"Vi kunne se et fremadrettet marked for økologiske og langsomt voksende daggamle kyllinger, og vi forventer at se et øget salg i de kommende år, men niveauet kan jeg ikke spå om," siger Kristian Kristensen, der ikke har nogen kommentarer til prisen for at købe sig ind i rugeriet.

Det er tanken, at kyllingeproduktionen på Bendt Wedells godser får udrugede æg fra Danhatch, som herfra skal udklækkes og opdrættes til slagtekyllinger.

Af CVR-registret fremgår det, at Bendt Wedell via selskabet Frijs ApS nu ejer 49 pct. af firmaet, mens Danhatch Holding A/S, som er ejet af Danish Agro og DLG, har den resterende ejerandel.

I bestyrelsen for Danhatch Special bliver Bendt Wedell næstformand, mens Ole Christensen er formand. Derudover sidder Asbjørn Børsting, adm. direktør i Dakofo og formand for Bendt Wedells holdingselskab Wefri Holding, og Lasse Olesen, der er økonomidirektør i Danhatch, som bestyrelsesmedlemmer.

Bendt Wedell er stærkt eksponeret i landbruget. Han ejer godserne Frijsenborg og Wedellsborg, der producerer omkring 6 millioner kyllinger om året.

Vi kunne se et fremadrettet marked for økologiske og langsomt voksende daggamle kyllinger, og vi forventer at se et øget salg i de kommende år, men niveauet kan jeg ikke spå om

Kristian Kristensen, koncernchef Danhatch Group

Økologisk og langsomt voksende

Danhatch Specials hovedaktivitet omfatter udrugning af daggamle kyllinger til økologisk samt anden langsomt voksende og fritgående slagtekyllingeproduktion, fremgår det af det seneste regnskab fra 2019.

I 2019 solgte selskabet 1,9 millioner økologiske og langsomt voksende daggamle kyllinger. Antallet var 0,3 millioner kyllinger mindre sammenlignet med 2018.

Firmaet skrev desuden i regnskabet, at der var en forventning om at øge afsætningen svagt, men at efterspørgslen på længere sigt forventes at stige.

"På længere sigt vurderes det, at de senere års øgede forbrugerinteresse for alternative kyllingeprodukter samt et stigende globalt forbrug af fjerkrækød vil føre til en volumenmæssig vækst i selskabets leverancer af daggamle økologiske kyllinger samt rugeæg til klækning af konceptkyllinger," fremgår det af 2019-regnskabet.

Dertil skriver selskabet, at der forventes en "positiv indtjening, som vil ligge væsentligt over resultatet i det afsluttede år."

I 2019 havde firmaet en bruttofortjeneste på 3,5 mio. kr. og fik et overskud på 212.036 kr. Selskabet har en egenkapital på 16,6 mio. kr.

Værdien af selskabets grunde og bygninger udgjorde i 2019 17,4 mio. kr.

Det fremgår ikke af CVR-registret, hvad prisen for Wedells ejerandel er, men selskabskapitalen, som er det indskud ejere hæfter for, hvis en virksomhed går fallit, er steget fra 2,5 mio. kr. til 4,9 mio. kr. efter ændringen.

Danhatch Specials produktion, der har fire ansatte, ligger overfor Danhatch's hovedkontor i Vrå nær Hjørring.

Bendt Wedell er også medejer af maskinforretningen Wekoagro Machinery, det børsnoterede landbrugsselskab Firstfarms og Donau Agro, der driver storlandbrug i Slovakiet.

Firstfarms overvejer at gå ind i kyllingeproduktion 

Lensgreves kyllingeproduktion effektiviseres via CO2-regnskab 

Lensgreve køber halvdelen af jorden ved stort landbrug 

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch