Landmand om CO2-certifikater: "Vil forbrugerne helst købe klimaneutrale frikadeller eller klimaneutrale flyrejser?"

Landmand og investor i Commoditrader, Kim Kjær Knudsen, stempler nu ind i debatten om CO2-certifikater fra landbruget.
Foto: Peter Høyer/Watch Medier
Foto: Peter Høyer/Watch Medier

En ny valuta er på vej.

Sådan ser svineproducent Kim Kjær Knudsen på de CO2-certifikater, som selskabet Commoditrader vil lave ved at påvise lagring af kulstof i landbrugsjorden. Kim Kjær Knudsen er selv medejer af Commoditrader, og han mener, løsningen er fordelagtig for danske landmænd.

"Der bliver fremadrettet endnu mere fokus på klima, og vi landmænd står med en af nøglerne, fordi vi kan binde kulstof i vores jord. Vi kan gøre en stor forskel med vores dyrkningsmetoder, men det er vigtigt, at der er en gulerod, og det bliver certifikaterne," mener han.

For at få fingrene i certifikaterne skal landmændene bl.a. benytte sig af dyrkningsmetoden Conservation Agriculture, der sikrer, at jorden i høj grad binder kulstof i stedet for at udlede. Commoditrader vil med deres platform Commodicarbon, der samarbejder med internationale virksomheder, hjælpe med at beregne den klimagevinst, landmændene genererer.

"Det er så op til den enkelte landmand, hvad man gør med certifikatet. Commoditrader hjælpe med at generere certifikatet for landmanden, men det er landmanden selv, der bestemmer, om man vil beholde det, levere det med sine produkter til et andelsselskab eller sælge det på et frit marked til den bedste pris," siger Kim Kjær Knudsen.

Han driver med sin familie et landbrug på 1400 hektar, hvor der ikke har været pløjet i adskillige år. Det næste skridt bliver at sende harven på pension. Kim Kjær Knudsen forventer, at familiens landbrug vil begynde at rulle Conservation Agriculture ind i sædskiftet i stor skala i efteråret 2021.

Kritik af regnestykket

Han er stemplet ind i debatten om CO2-certifikater, fordi flere aktører - herunder andelsselskaber og Landbrugets Biomasseleverandører - har rejst en bekymring om, at landbrugsbranchen kan komme til at lave et selvmål ved at sælge certifikaterne til andre brancher.

Det skyldes, at landbruget i så fald kan risikere, at de dokumenterede CO2-reduktioner ikke bliver tilskrevet landbruget.

Kim Kjær Knudsen er enig i, at det kan være et problem. Han mener langt hen ad vejen, det er, hvad der er sket på biogasområdet, hvor det som regel er energiselskaber, der både får klimaeffekten og den største indtjening.

"Det vigtigste er, at landmænd selv har kontrol over certifikaterne. Samtidig er det vigtigt, at vi kommer i gang med det her nu, for ellers bliver vi pålagt afgifter eller andet fra politisk side," siger han.

Kim Kjær Knudsen afviser, at landmænd gennem Commoditrader kommer til at binde sig på lange kontrakter, der fanger dem uden kontrol over certifikaterne.

"Landmænd kommer ikke til at binde sig på en lang kontrakt med et bestemt firma, der vil købe certifikaterne. Det er hans certifikater, og ham der råder over dem. Han skal  dog lave en længerevarende kontrakt med Commoditrader om dyrkningsmetoden, fordi lagring af kulstof kun giver værdi, hvis det reelt bliver i jorden."

Klimaneutral fly eller frikadelle?

Kim Kjær Knudsen mener, det må være markedet, som dikterer udviklingen på området.

Han ser ikke et principielt problem i, at landbruget sælger klimaforbedringer til andre brancher, da det ifølge ham er med til at løse klimaudfordringerne uanset hvem, der får tilskrevet forbedringerne.

"I sidste ende handler det om forbrugeren. Vil de helst købe klimaneutrale frikadeller eller klimaneutrale flyrejser," siger Kim Kjær Knudsen, der mener, beslutningen om certifikaterne må laves som en cost-benefit analyse hos de enkelte landmænd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også






Jord og handler med landbrugsejendomme til en værdi på over 5 mio. kr registreres i listen, når de bliver tinglyst. | Foto: Aleksander Klug

Her er de seneste landbrugshandler

For abonnenter