Nytårshandel giver luft i presset oksekødsmarked

Nytårsmenuerne med dyre okseudskæringer agerer for øjeblikket lyspunkt i horisonten hos oksekødsproducenter og slagterier.
Af den ugentlige markedsberetning fra Danish Crown Beef fremgår det, at løsnede restriktioner i mange markeder får optimismen til at stige.
"Der er grøde i markedet lige nu, og kunderne begynder at røre på sig, fordi de kan se muligheder for, at forbruget kommer lidt op igen. Det giver nogle ordrer især i Tyskland, men også lidt i Sydeuropa, som skaber grobund for en optimisme den kommende tid," siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Han fortsætter:
"Det eneste men er, at der stadig er frygt for, at det kan vende igen, og derfor er det med kort horisont, der bliver handlet, så det er svært at sige, om det er en midlertidig tilstand."
Under hjemlige faner beskrives det danske marked som et marked med mere luft. Især takket være den forestående nytårshandel, hvor oksekød spiller en stor rolle på forbrugernes tallerkner.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch.)
Fornuftigt år var en rutsjebanetur for Danish Crowns oksekødsdivision