Kinas bestand af svin bragede frem i oktober
Den kinesiske produktion af svin har været sat tilbage af afrikansk svinepest.
Men det tyder nu på, at produktionen af svinekød i landet er på vej op igen. Ifølge Jyske Markets meldes der om produktionsfremgang i sidste måned.
"Den kinesiske bestand af henholdsvis slagtesvin og søer rapporteres i oktober at være steget 26,8 pct. og 31,5 pct. sammenholdt med sidste år, og det betyder at den indenlandske svinebestand er kraftigt stigende, mens priserne på svinekød er nedadgående," skriver Jyske Markets.
Men det får også betydning for landets forbrug af foder, at produktionen stiger.
"Stigningen betyder, at det kinesiske forbrug af soja og majs vil stige støt, og det kan presse de i forvejen høje prisniveauer endnu højere. Kineserne rygtes igen at spørge på amerikanske majslager," skriver Jyske Markets.
I årets første måneder faldt produktionen af svin i Kina. Generelt har afrikansk svinepest særligt ramt bestanden af søer i Kina, hvor antallet over de seneste år er mere end halveret.
Det er også politisk et mål i den folkerige nation at øge sin andel af svineproduktion. I 2025 skal 70 pct. af kinesiske svinebedrifter kategoriseres som store. I 2030 skal andelen lyde på 85 pct.
Svine- og oksekød driver salget frem hos amerikansk kødproducent
Smågrisemarked under pres: "Skræmmende hvad nogle grise bliver udbudt til"