Nu tjekkes 120 minkfarme landet over for coronavirus

Efter fund af coronasmitte på to nordjyske minkfarme er myndighederne mandag gået i gang med at screene 120 minkbesætninger landet over.
Det svarer til cirka 10 procent af det samlede antal minkfarme.
"De 120 minkbesætninger testes løbende i denne uge. De er fordelt ud over hele landet, dog med flest i Nordjylland, fordi der er flest besætninger der," skriver Fødevarestyrelsen i en e-mail til Ritzau.
I sidste uge blev 11.000 mink på en nordjysk minkfarm aflivet, efter at der var påvist coronavirus i 34 prøver fra dyrene.
Samtidig opstod der mistanke om coronavirus i en anden nordjysk besætning.
Mistanken blev bekræftet. 46 prøver fra besætningen blev analyseret, og to mink viste sig smittet.
Der skal nu laves yderligere test af denne besætning, før man beslutter, hvad der skal ske med dyrene.
"Vi tager yderligere test i dag på den minkfarm, vi testede i sidste uge. Resultaterne forventer vi at have midt på ugen," skriver Fødevarestyrelsen.
I begge tilfælde fra Nordjylland har personer med tilknytning til minkfarmene vist sig at være smittet med Covid-19.
Statens Serum Institut (SSI) har slået fast, at det er den samme type virus, der genfindes hos de pågældende personer og dyrene.
Men man kan endnu ikke se, om menneskene har smittet dyrene eller omvendt.
Seruminstituttet kan heller ikke sige præcist, hvor længe infektionen har været hos minkene og hos de ramte mennesker.
Brancheorganisationen Danske Minkavlere oplyser, at man bakker op om myndighedernes tiltag.
"Danske Minkavlere støtter fuldt ud myndighedernes initiativer," skriver organisationen i en nyhed på dens hjemmeside.
Minkavlerne bør tage særlige forholdsregler, hedder det endvidere.
"Smitten er kommet ind i minkbesætningerne fra mennesker, og Danske Minkavlere har derfor anbefalet minkavlerne, at adgangen til minkgårde minimeres. Desuden bør avlerne ifølge organisationen holde hunde og katte væk fra minkhusene."
I det ene tilfælde fra Nordjylland viste minkavlerens hund sig at være smittet med coronavirus.
Kæledyr menes dog ikke at spille en rolle i spredningen af coronavirus, skriver Fødevarestyrelsen.
I Holland har man også konstateret coronavirus på en række farme.
Det har medført, at 15 minkfarme er blevet tømt, og 600.000 dyr er slået ned.