Kartoffelbranche er ramt efter coronakrise: Avlernes pris kan falde

Det gjorde ondt på afsætningen af kartofler, da de danske restaurationer og foodservice lukkede ned. Det kan betyde en lavere pris til de danske avlere næste år, mener brancheorganisation.
Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix

Danske kartoffelavlere kan i sidste ende blive ramt af coronakrisen.

Nedlukningen som følge af coronavirusset betød en øjeblikkelig nedgang for kartoffelbranchens salg til restauranter, foodservice og catering.

Og selvom de danske forbrugere købte flere kartofler end ellers til husholdningerne, så er det ikke nødvendigvis nok til at holde prisen op på næste års aftaler. De fleste afsætningsselskaber har en aftale på kartofler for den kommende sæson, men efter høsten skal der tegnes nye kontrakter hos de danske avlere.

"Der er ny kontraktforhandling om et halvt år, og der kan deres afsætningskanaler være væk. Vi kender ikke den pris, vi kan tilbyde. Jeg håber ikke, at vores kontraktpris bliver ramt. Men kunderne skal betale os det, som varen koster. Meget afhænger af, om de mængder på lager, giver en forskydning for næste års kartoffelaftaler," siger adm. direktør i Flensted og næstformand i brancheorganisationen Danske Kartofler, Jørgen Østergård.

Han tilføjer, at Flensted og branchen vil gøre alt for at bruge de kartofler, der er indgået kontrakt om. Der ligger dog fortsat kartofler på frost, som havde været solgt i et normalt år.

"Derfor kan vores efterspørgsel falde næste år. Vi håber at få brug for de kartofler, vi har lavet aftaler på, og ellers må vi forsøge at afsætte de kartofler til anden side," siger han.

Skæv konkurrence

Ifølge Jørgen Østergård har den hollandske regeringen givet 50 mio. euro i støtte til landets kartoffelbranche, som også er blandt de største i verden ligesom den danske. Og det skaber en skævvridning i markedet og særlig på prisen.

"Jeg synes, at det er uheldigt, at Holland har støttet kartoffelbranchen. Konkurrenceretten i EU er suspenderet i seks måneder. Hollænderne har mulighed for at sælge kartofler billigere. Det har EU været bevist om, da de godkendte statsstøtten," siger Jørgen Østergård.

Selvom han håber, at den danske branche og avlere kunne få lignende støtte, så har han dog ingen forventning om, at der er dansk hjælp på vej i form af økonomisk støtte.

"I de kanaler, som er hårdest ramt, har vi mistet 60-70 pct. af vores omsætning. Det er ikke kommet tilbage endnu. Vi forestiller os, at der vil være effekt af genåbning, men det vides ikke, hvor hurtigt den effekt kommer," siger Jørgen Østergård.

Udlandet presser

Fra Danespo, der sælger både lægge- og spisekartofler fra danske avlere, er meldingen også, at nedlukningen har ramt salget.

Direktør Jens Holstborg fortæller, at særligt store kartoffellagre i Holland og Belgien på i alt 1,75 mio. ton kartofler presser markedet:

"Det er korrekt, at coronakrisen har påvirket kartoffelmarkedet negativt. Pommes frites-industrien i Holland og Belgien er hårdt ramt af lav afsætning både i Europa og på de oversøiske markeder. Det påvirker hele det europæiske kartoffelmarked. I Danmark har salget til supermarkeder og internetsalg været fornuftigt. Til gengæld er salget til catering og skrællerier gået voldsomt ned på grund af lukningen af restauranter, storkøkkener og kantiner. Vi håber selvfølgelig på, at den gradvise genåbning af Danmark vil øge omsætningen til dette segment," skriver adm. direktør i Danespo, Jens Holstborg, til AgriWatch i en skriftlig kommentar. Han ønsker ikke at forholde sig kartoffelpriserne på nuværende tidspunkt.

Hos de danske avlere fortæller formanden for brancheorganisationen Danske Kartofler, at det især er afsætningen af spisekartofler til blandt andet catering og foodservice, som fylder.

"Det værste er, at vi ikke kan afsætte de små spisekartofler til blandt andet catering. De produkter er værdiløse nu. Vi kan godt frygte et prisfald for sæsonen 2021, fordi der ikke er lavet kontrakter på det. Coronakrisen vil få konsekvenser, men vi kender ikke omfanget. Vi håber, at de kartofler, som kommer til overs i år, bliver kørt til biogas, fordi de er i overskud," siger Carl Heiselberg, formand for Danske Kartofler, der selv er avler.

Der dyrkes omkring 60.000 hektar kartofler i Danmark.

Den danske eksport af kartofler var i 2019 på 1,9 mia. kr. mod 1,7 mia. kr. i 2018 og 1,6 mia. kr i 2017, viser tal fra Landbrug & Fødevarer.

Vådt efterår øgede salget hos dansk maskinleverandør

Danespo kæmper for at nå eksportmål 

Kartoffelspecialist forbedrer resultat efter at være blevet landsdækkende 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også