
Et nyt forum skal hjælpe på dialogen mellem borgere, lokalpolitikere og store landbrug i Esbjerg Kommune, der ønsker at udvide.
Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.
Den vestjyske kommune har været en af de mest omtalte i de seneste måneders debat om, at store landbrug kan udvide, uden at lokalpolitikere kan gøre til eller fra. Nu har Esbjerg Komunne oprettet et forum, hvor omtrent 10 af de største landbrug fremover kan få afstemt deres fremtidsplaner om udvidelser med den kommunale myndighed.
"Vi ser det som vores opgave at sikre en god sameksistens mellem landbrugserhvervet og det omgivende samfund. I Esbjerg Kommune er der 4.000 arbejdspladser, der direkte eller afledt er baseret i landbrug. Ved kommende sager om store udvidelser vil vi sammen med Landbrug & Fødevarer og Sydvestjysk Landboforening sikre, at det bliver en god proces," siger borgemester Jesper Frost (V) i meddelelsen.
Forummet vil bestå af repræsentanter for Esbjerg Kommune samt direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer, og samme organisations miljøchef, Anette Christiansen.
"Det forpligter landmænd, der ønsker store udvidelser, til at tage initiativ til dialog meget tidligt i forløbet. Vi ser heldigvis eksempler på, at når det sker, så er der tid til at tilpasse et projekt, så gode ideer fra kommune og borgere bliver taget alvorligt og så vidt muligt indarbejdet," siger Martin Merrild i meddelelsen.
Den konkrete anledning er en uenighed mellem kommunen og erhvervet i en sag om en udvidelse af Danmarks største mælkeproducent Jørn Kjær Madsens ejendom under Rønhave ApS med 1.000 køer.