L&F undrer sig over soja-opgørelse: "Det giver et skævt billede"

Hvis Københavns Universitet vil medregne sojaimporten i landbrugets klimaaftryk, burde den danske eksport også fraregnes, lyder det fra Landbrug & Fødevarers direktør.
Foto: PR
Foto: PR

Logikken i Københavns Universitet nyeste opgørelse af landbrugets klimaaftryk vækker undren hos organisationen Landbrug & Fødevarer.

I opgørelsen har Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi medregnet importen af soja fra blandt andet Sydamerika. Derved øges landbrugets udledning med 60 pct.

"Jeg undrer mig voldsomt over, at man her fraviger de retningslinjer, som FN's klimapanel har opstillet, og som hovedparten af beregninger om klimabelastning tager udgangspunkt i," siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer, i en skriftlig meddelelse til AgriWatch og fortsætter:

"Hvis Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi vil medregne importen, så må der også skulle modregnes i den anden ende af værdikæden i form af den danske eksport, hvor eksporten af grisekød udgør 90 procent. Det giver et skævt billede."

Ifølge FN's klimapanel skal import af blandt andet soja ikke medregnes, da den ikke sker inden for Danmarks grænser.

En reduktion i gang

I partnerskabet Dansk Protein Innovation, som blandt andet Arla og Danish Crown er en del af, vil man reducere importen af proteinkilder og i stedet øge produktionen i Danmark.

Ambitionen blev fremlagt i starten af februar, hvor målet er at producere 30 pct. af den nødvendige protein til brug i Danmark inden for 3-5 år.

"Der er ingen tvivl om, at vi kigger ind i en fremtid, hvor verdens proteinforsyning skal gøres endnu mere bæredygtig. I Danmark arbejder vi målrettet på at selv at producere en større del af den mængde protein, som vi har brug for," siger Flemming Nør-Pedersen.

AgriWatch har ikke haft mulighed for at stille opfølgende spørgsmål til Landbrug & Fødevarers skriftlige udtalelse.

AgriWatch har sendt følgende spørgsmål til Landbrug & Fødevarer, som det ikke har været muligt at få svar på endnu:

- Bærer landbruget et ansvar for, hvordan importerede varer er produceret?

- Kan man så stå inde for, hvordan produktionen af soja foregår visse steder i Sydamerika?

- Ambitionen fra tidligere i år lød på, at der skal produceres dansk protein svarende til 30 pct. af den danske sojaimport inden for fem år. Skal ambitionen opjusteres?

- Hvis man kigger længere frem, hvor højt skal det procenttal så være?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også