Kæmpe svineproducent i Østeuropa øger egenkapitalen med over 100 millioner

Afrikansk svinepest satte sit præg på regnskabet for den store svineproducent Idavang. Firmaets har efter store investeringer i 2019 nu fokus på yderligere overskud og øget egenkapital, da høje noteringspriser ser ud til at fortsætte.
Foto: PR-foto Idavang
Foto: PR-foto Idavang

Afrikansk svinepest i Kina resulterede ikke overraskende i gode resultater for den store svineproducent Idavang, der har aktiviteter i Litauen og Rusland.

Virksomheden har i 2019 øget sin egenkapital med 16,9 mio. euro svarende til over 126 mio. kr. Egenkapitalen endte dermed på 67,3 mio. euro (502,8 mio. kr.) efter et overskud på 11 mio. euro (82 mio. kr.)

Det russiske marked er ikke blevet påvirket af det kæmpe underudbud af svin, Kina har haft, siden afrikansk svinepest har slået omkring 50 pct. af landets besætning ned. Alligevel var aktiviteterne i Litauen nok til, at Idavang landede millionoverskuddet.

"Udgangspunkt for regnskabet er, at verdensmarkedet generelt klarer sig godt grundet afrikansk svinepest i Kina og Asien. Så når man selv undgår at blive ramt, er det generelt en god forretning," siger bestyrelsesmedlem og medejer i Idavang, Jytte Rosenmaj, og tilføjer:

"Vi er glade for, at vi har to ben at stå på. Litauen har i 2019 givet den bedste bundlinje, hvor det mange andre år har været Rusland, der har bidraget mest til overskuddet."

Omsætningen for Idavangs samlede aktiviteter i 2019 var 110,5 mio. euro (825,6 mio. kr.), hvilket var en forøgelse på 11 mio. euro (82,2 mio. kr.) sammenlignet med året før.

Investerede i udvidelser

Produktionen i Litauen omsatte i 2019 for 65 mio. euro (485 mio. kr.), hvilket var en fremgang på knap 12 mio. euro (88 mio. kr.). De russiske aktiviteter derimod gik en smule tilbage og omsatte for 45,5 mio. euro (340 mio. kr.). 

Også på bundlinjen kunne forskellen mellem landenes eksportmuligheder mærkes. Rusland leverede et overskud på 359.000 euro, hvilket i 2018 var 11,2 mio. euro. Litauen øgede dog bundlinjen solidt fra et minus på 2,7 mio. euro til 13,9 mio. euro i 2019.

"Vi har øget produktionskapaciteten i Rusland med 10 pct., men vi kommer først til at se den fulde effekt af det i 2020," siger Jytte Rosenmaj om investeringen på 7,3 mio. euro svarende til 54,5 mio. kr., som firmaet brugte på udvidelser nær den russiske by Luga.

Store forventninger til 2020

Med den nye udvidelse parat fra start i 2020 og høje svinepriser, der ser ud til at fortsætte samt en russisk eksportadgang til Vietnam, der er undervejs, er Jytte Rosenmaj forventningsfuld

"Vi forventer stadig høje priser i 2020, og det vil også sige fornuftige resultater. Men jeg kan ikke sige noget om niveauet. Det er for tidligt at spekulere på, da der er mange ting, der spiller ind som corona, der kan logistiske forhindringer. Det er ikke nemt at sige på forhånd," siger Jytte Rosenmaj.

Hun påpeger desuden vigtigheden af, at selskabet holder afrikansk svinepest ude af produktionen.

"Vi kommer ikke til at lave store millioninvesteringer i 2020. Vi forventer høje priser på verdensmarkedet, så vi skal fokusere på driften og lave et godt overskud samt øge egenkapitalen," siger Jytte Rosenmaj.

Idavang producerede i 2019 omkring 89 mio. ton kød. Selskabet har 29.000 søer og producerede 776.000 slagtegrise i 2019. Virksomheden ebitda endte i 2019 på 26,9 mio. euro (201 mio. kr.) mod 17,6 mio. euro i 2018.

Firmaet investerede i alt 9,3 mio. euro (69,5 mio. kr.) i 2019 og har 830 ansatte fordelt på 14 gårde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også