AgriWatch

Tysk delstat vil opføre vildsvinehegn ved polsk grænse

Et nyt mobilt vildsvinehegn skal medvirke til, at afrikansk svinepest ikke spreder sig til Tyskland. Hegnet adskiller sig markant fra den danske pendant.

Foto: Peter Hove Olesen / Ritzau Scanpix

Frygten for, at afrikansk svinepest spreder sig til Tyskland er stor. Derfor vil den tyske delstat Brandenburg, der grænser op til Polen, opføre et mobil vildsvinehegn på 120 kilometer.

Det skriver det tyske medie Agrarheute.

Det mobile hegn vil blive opført i de kommende dage. Det sker som en reaktion på, at der tidligere i december blev fundet smittede orner i Zielonogorsky og Novosolsky-områderne, der ligger blot 40 kilometer fra den polsk-tyske grænse.

Det mobile hegn adskiller sig fra det, som Danmark har opført, da det er et elektrisk hegn, som samtidig udleder lugte. Modsat det danske vildsvinehegn kommer dyr ikke til skade ved, hvis de kommer i kontakt med det tyske hegn.

Hegnet er en del af en større indsats, som Tyskland har iværksat for at holde den frygtede sygdom ude af landet.

For nylig sendte landet informationspamfletter om afrikansk svinepest ud til rejsende, lastbilchauffører og andre grupper i landet. Det er en del af et stigende beredskab fra tysk side, der skal forhindre den afrikanske svinepest i at gøre sit indtog i landet.

Tyskland er EU's største eksportør af svinekød. De tyske slagterier eksporterede i 2018 omkring 860.000 tons svinekød ud af EU og tegner sig dermed for 23 pct. af EU's samlede svinekødseksport. Skulle det ske, at afrikansk spreder sig til Tyskland vil det formentlig også få omgående konsekvens for danske svineproducenter og slagterier.

"Det her er en film, som ingen har set før, så det er uhyre vanskeligt at vurdere, hvad konsekvenserne præcist bliver. Vores bedste bud er, at et udbrud i Tyskland vil medføre, at prisen på grise falder 20-30 pct.," sagde Jais Valeur, adm. direktør for slagterikoncernen Danish Crown, tidligere på måneden til Finans.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Job

Seneste nyt fra FødevareWatch