AgriWatch

Brexitaftale er på plads

EU og Storbritannien er blevet enige om en udtrædelsesaftale, bekræfter EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Boris Johnson og Jean-Claude Juncker. | Foto: Yves Herman/REUTERS / X00380

Få timer inden EU-topmødet går i gang, er det lykkedes EU og Storbritannien at blive enige om en ny udtrædelsesaftale. Det bekræfter EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker på Twitter.

Detaljerne i aftalen er endnu ikke kendte, ligesom det også stadig er uvist, om det bliver muligt for den britiske premierminister Boris Johnson at få stemt aftalen igennem det britiske underhus, så briterne kan følge planen om at forlade EU den 31. oktober.

For at aftalen kan komme igennem, skal den også godkendes af EU's stats- og regeringschefer, der mødes i Bruxelles klokken 15 torsdag eftermiddag. Det er dog også et åbent spørgsmål, om stats- og regeringscheferne kan nå at læse aftalen igennem og få juridisk rådgivning, så de kan vedtage den på selve mødet.

"Vi har en glimrende ny aftale, som giver os kontrollen tilbage," skriver den britiske premierminister, Boris Johnson, på Twitter.

EU's chefforhandler, Michel Barnier, siger, at aftalen giver sikkerhed for borgerne, hvilket har været en topprioritet, understreger han.

"Denne tekst bør kunne give juridisk sikkerhed på alle områder, hvor brexit kan skabe usikkerhed - specielt for borgerne. For EU-borgere i Storbritannien og for britiske borgere i vores medlemslande," siger Michel Barnier.

Der bliver ifølge aftalen en overgangsperiode, der skal løbe til udgangen af 2020.

Chefforhandleren understreger, at det vigtigste er, at man med en aftale ikke igen skaber uro i Nordirland.

"Fred er det, der virkelig betyder noget," siger Barnier.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch