Nature Energy lander trecifret millionunderskud

Et nyt regnskab viser, at det danske biogasselskab kommer ud af 2022 med et dundrende underskud, hvilket står i skarp kontrast til forrige års resultat. 
Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy. | Foto: Nature Energy / PR
Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy. | Foto: Nature Energy / PR

Det danske biogasselskab Nature Energy runder 2022 af med røde tal på bundlinjen.

Et netop offentliggjort regnskab viser, at selskabet lander et underskud på 251 mio. kr. i et år, hvor gasprisen var historisk høj, og hvor Nature Energy blev solgt til oliegiganten Shell for 2 mia. dollar svarende til ca. 14,3 mia. kr.

Årets resultat er også utilfredsstillende, fremgår det af ledelsesberetningen.

”Sidste års forventning til resultatet for 2022 var i intervallet 0-20 mio. kr., hvilket er blevet realiseret på et utilfredsstillende niveau med et tab efter skat på 251 mio. kr., bl.a. som følge af faste salgspriser kombineret med høje biomassepriser.”

Det negative resultat kommer oven på et år i 2021, hvor selskabet var flyvende og præsterede et overskud på 181 mio. kr. Her skubbede tårnhøje gaspriser og bedre kontrakter både omsætning og bundlinje i vejret. 

Galoperende gaspriser er med til at firedoble Nature Energys driftsresultat

Selvom bundlinjen ikke er gået frem for Nature Energy, er produktionen af gas derimod.

Selskabet nåede således op på en samlet produktion på 211 mio. kubikmeter biogas i 2022 med dets 14 danske biogasanlæg. Til sammenligning bidrog selskabets dengang 11 anlæg til et niveau på 158 mio. kubikmeter i 2021.

Udover låste kontrakter, der fastholdte salgsprisen kunstigt lavt i forhold til den ellers rekordhøje gaspris, så har investering i forskning også kostet på pengepungen, fremgår det af regnskabet. 

”I løbet af 2022 har yderligere kompetencer til analyse, overvågning og optimering af biogasproduktionen blevet tilføjet til Nature Energy. Indsatsen med forskning og udvikling er blevet øget med henblik på at sætte koncernen i stand til at udvikle og forbedre biogasforretningen yderligere.”

Bruttotabet blev større sidste år og endte på 88 mio. kr., mens det forrige år landede på minus 36 mio. kr.

Regnskabet viser også et driftsresultat (ebitda), der ligeledes bød på et stort underskud på 165 mio. kr., hvilket er knap en fordobling sammenlignet med sidste år, hvor underskuddet var 85 mio. kr.

Nettoindtægterne har ligelededes fået et ordenlig nøk nedad og endte i røde tal på 105 mio. kr., sammenlignet med et overskud i størrelsesordenen 294 mio. kr. i 2021.

Egenkapital er stadig i den trecifret millionklasse og opgjort til 777 mio. kr.

Flere anlæg på vej

Nature Energy blev stiftet i 1979 under navnet Naturgas Fyn og driver i dag 14 biogasanlæg i Danmark og har omkring 30 tilsvarende anlæg i pipeline i Europa og Nordamerika.

Selskabet lancerede i 2021 sin internationale vækststrategi, som indebærer en plan om at investere 35 mia. kr. inden 2030 i nye store biogasanlæg i udlandet. En plan, der skrider fremad.

”Der er gjort fremskridt i Frankrig, USA, Canada og Holland med at modne nye projekter i udlandet. Opførelsen af det første biogasanlæg i Frankrig er påbegyndt,” fremgår det af regnskabet.

Direktør i Nature Energy om milliardsalg: ”Vi blev købt på vores vækststrategi”

Efter salget til Shell, holder ledelsen fast i ambitionen om at putte milliardbeløbet i krukken, der er øremærket til et internationalt fremstød. Beløbet er baseret på, at biogasselskabet fra 2024 og frem skal være i stand til at bygge ti anlæg om året. Et mål, Ole Hvelplund mener er realistisk.

Ifølge topchefen er der således et potentiale for 2.000-3.000 biogasanlæg i henholdsvis Europa og Nordamerika, mens potentialet i Asien er hele 7.000 anlæg. 

Det er dog ikke helt risikofrit, lyder det i regnskabet:

”I 2023 fortsætter etableringen på udenlandske markeder. Dette indebærer risiko i forbindelse med modning af projekter, opbygning anlæg osv. Disse risici søges elimineret gennem vores risikopolitik og i samarbejde med eksterne partnere og rådgivere.”

Tiden for biogasboom er ovre: ”Det ser vanskeligere ud i år”

På den danske biogasscene skrider det også fremad for selskabet.

Biogasanlægget ved Køng på Sjælland blev igangsat i efteråret 2022, mens anlægget ved Kværs i Sønderjylland startede produktionen i slutningen af 2022 og blev igangsat i begyndelsen af 2023.

”Der gøres stadig fremskridt med henblik på at sikre det langsigtede fundament for den danske biogasforretning med fokus på udvikling af biogasprojekter i hele Danmark og i udlandet. I løbet af 2022 er der gjort betydelige fremskridt inden for modning af flere projekter i Danmark,” fremgår det af regnskabet.

Politiske målsætninger kan ligeledes ændre mulighederne og fokus for biogasforretningen, nævnes der i ledelsesberetningen. 

AgriWatch forsøger at få en kommentar fra adm. direktør, Ole Hvelplund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også