Aktører sætter underskrift på ammoniakanlæg med dansk a-kraft
I Lyngby hos industrikæmpen Topsoe er der i dag fredag blevet underskrevet et forståelsespapir, der i sidste ende skal resultere i et kæmpe ammoniakanlæg drevet på atomkraft.
En delegation på 16 indonesere samt Topsoe, Alfa Laval, Copenhagen Atomics og Aalborg CSP er medunderskrivere på dokumentet, hvor de danske aktører skal stå for at udvikle 1 GW a-kraft til ammoniakanlæget til over 20 mia. kr.
Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
De danske aktører skal være med til at opføre anlægget sammen med selskaberne Pupuk Kaltim og Pertamina New and Renewable Energy, som begge er ejet af den indonesiske stat.
Anlægget skal producere nok gødning til produktionen af fødevarer til 45 millioner mennesker. Det forventes at stå klar i 2028.
”Udsigterne for at bidrage til bedre fødevareforhold for 45 millioner mennesker i Indonesien og samtidig efterlade et meget begrænset CO2-aftryk er helt fantastisk. Dette er et meget lovende og progressivt projekt, og vi er glade for at kunne støtte med vores Power-to-X-kompetencer i verdensklasse,” udtaler Nikolaj Knudsen, Head of Business Development Power-to-X, Topsoe.
Når anlægget er i drift, vil det give en årlig CO2-besparelse på 1,7 mio. ton.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch.)