AgriWatch

Leverandør til kalve ramt af voldsom brand: "Det er mit livsværk, der forsvinder"

En brand ramte søndag aften bygninger, der er ejet af selskabet Calvex, som for nylig færdiggjorde en stor udvidelse. (Opdateret.)

Foto: Martin Lehmann

En voldsom brand brød søndag aften ud i Nr. Søby ved Skive, hvor virksomheden Calvex’ bygninger pludselig stod i flammer.

Det skriver Skive Folkeblad.

Det er en rystet direktør og medejer, AgriWatch fanger mandag morgen.

”Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig endnu. Det er jo mit livsværk, der stod i flammer og er væk nu. Det er 30 års arbejde, der forsvinder i løbet af en nat. Så det er lidt mærkeligt,” siger Brian Pedersen.

Han ved på nuværende tidspunkt ikke noget om, hvordan branden er opstået, eller hvad der er foregået.

”Lige nu kæmper vi bare med at se, hvordan vi skal komme videre,” siger han.

Det er meget, meget lidt, der står til at redde, fortæller direktøren, der ikke vurderer, at der er meget af værdi at redde ud af de rester, som er tilbage af virksomheden.

”Vores udviklingsafdeling, hvor papirer, tegninger, tavler, ideer og tanker, der er skrevet ned i hånden, går tabt. Det hele er jo væk,” siger Brian Pedersen.

”Så det har uoverskuelige konsekvenser lige nu.”

Internt møde om fremtiden

I foråret 2021 blev Calvex, der leverer udstyr til kalveproducenter, færdig med en udvidelse, der øgede lagerbygningerne fra 800 kvadratmeter til 4.000 kvadratmeter under tag.

”Vi begyndte udvidelsen for et par år siden, men principielt er vi først lige flyttet derud i de bygninger derude. Vi nåede rigtigt langt og kunne mærke, at nu begyndte det at ligne noget,” siger han.

Direktøren regner med at forsikringen dækker udgifterne til branden, men han har endnu ikke nået at danne sig et overblik.

Brian Pedersen fortæller, at han ikke ved, hvad der skal ske herfra og kalder situationen for uoverskuelig. I dag sidder medarbejdere i virksomheden i møde for at danne sig et overblik over, hvordan de kommer videre herfra.

Calvex ejes af Calvex Holding, som udgøres af tre datterselskaber i form af Calvex A/S, Coloquick International og Calvexgaarden.

Efter tre år med lutter opgang må Calvex sande en mindre bundlinje i 2020/21.

Leverandøren af løsninger til mælkeproducenters kalve så bundlinjen dykke fra 1,6 mio. kr. til 1,0 mio. kr, mens bruttofortjensten faldt fra 12,1 mio. kr. i 2018/19 til 10,1 mio. kr. i 2019/20.

Mere fra AgriWatch

Agri Nord sætter navn på ny topchef

Efter Kim Koch blev afskediget i april for ”økonomiske uregelmæssigheder” har Agri Nord fundet den nye person til rådgivningsselskabets toppost.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch