AgriWatch

Gyllevognsproducenten Samson køber dansk konkurrent

Danmarks største producent af gyllevogne Samson overtager nu konkurrenten Gøma og skruer op for de internationale ambitioner. (Opdateret)

Foto: Samson / PR

To store Viborg-baserede producenter af maskiner til udbringning af naturgødning bliver nu til et.

Samson Group har således købt konkurrenten Gøma for en uoplyst pris. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

Med handlen bliver Gøma et datterselskab under Samson Group på linje med Samson Agro, Samson Agrolize og selskaber i Frankrig og Polen.

"Det giver ingen langsigtet mening for hverken slutkunder eller Gøma A/S og Samson Agro A/S, som producenter at konkurrere på produktudviklingen. Det giver ikke meget mening at bruge ressourcer på at udvikle hvad naboen allerede har lavet, fremfor at bruge naboens ressourcer på at komme et skridt længere end man ellers selv ville være kommet," skriver parterne i meddelelsen.

Her fremgår det også, at ambitionen er at være nordens største forhandler af maskiner og redskaber til håndtering af naturgødning.

Samson og Gøma brød efter næsten 40 års samarbejde med hinanden i 2016, men nu bliver parterne altså forenet.

Fremgang i resultater

Gøma har for nylig offentliggjort regnskab for 2020/21, hvor årsresultatet blev mere end fordoblet sammenlignet med året forinden.

Årsresultatet lød på 7,6 mio. kr., og selskabet havde en bruttofortjeneste på 64,3 mio. kr. Året forinden lød samme nøgletal på henholdsvis 3,2 mio. kr. og 59,7 mio. kr.

Samsons årsregnskab for 2020/21 er endnu ikke præsenteret. I 2019/20 endte omsætningen på 673 mio. kr., hvilket var 34 pct. højere end året forinden og rekord for virksomheden.

Bundlinjen udviste et overskud på 26,7 mio. kr., hvilket var 54 pct. højere end sidste år.

"Det driver vores vækst, at der bliver strammet i gødningsloven, og hvor der bliver større krav til udbringning af gylle. Det bekommer os godt," sagde Lars Henriksen, adm. direktør i Samson Group, til AgriWatch i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

I løbet af året arbejdede selskabet blandt andet arbejdet med at integrere det franske selskab Pichon, som Samson opkøbte i januar 2019, og som indebar cirka 200 medarbejdere på fabrikker i Polen og Frankrig.

Samson Group havde i 2019/2020 457 fuldtidsansatte i koncernen.

Virksomheden er ejet af familien Glerup.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Job

Seneste nyt fra FødevareWatch