AgriWatch

Semler Agro på vej med nyt hovedcenter på Sjælland

Den danske John Deere-forhandler rykker ind i nye lokaler i Ringsted og lukker i samme ombæring afdelingen i Næstved.

Morten Buus, adm. direktør for Semler Agro. | Foto: Jens Jakob Kjær Hansen

De grønne John Deere-traktorer får inden længe nyt udstillingsvindue på Sjælland, hvor den landsdækkende forhandler Semler Agro investerer i et nyt domicil i Ringsted.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

"Ringsted udvikler sig til et centrum og logistisk knudepunkt for landbruget, og det er dermed den bedste beliggenhed på Sjælland for os," siger Morten Buus, adm. direktør i Semler Agro, i meddelelsen.

Semler Agro har købt ejendommen i Ringsted, som i dag drives af Helms TMT-Centret, og efter en ombygning vil selskabet rykke ind i de nye lokaler i løbet af 2022.

Samtidig bygger Helms TMT-Centret et helt nyt domicil, som bliver nabo til Semler Agro.

McCormick-importør bygger nyt domicil i Ringsted 

Med beslutningen lukker Semler Agro også afdelingen i Næstved. Årsagen er, at forhandleren vil tættere på kunderne.

"Vi har et mål om at være landmændenes foretrukne samarbejdspartner, derfor skal vi også placere os optimalt i forhold til landbrugets behov. Med den centrale placering vi får ved Center Øst, som inkluderer reservedelslager samt de mange rullende værksteder, kan vi på rigtig kort tid komme ud i alle kroge af Sjælland og øerne," siger Morten Buus.

Personalet fra Næstved-filialen rykker med til Ringsted under ledelse af Jesper Ulrik Skallergård, der sidste år tiltrådte som afdelingsleder.

Semler Agro har eksisteret siden 2015 og har i dag forhandling af de fire brands John Deere, Väderstad, Kramer og Sulky.

Selskabet har ca. 250 medarbejdere og mere end 80 rullende værksteder. Inklusiv det nye Center Øst, drives der 13 forretninger i hele landet sammen med en underforhandling på Bornholm.

Maskinhandleren kom ud af 2020 med en omsætning på 592 mio. kr. mod 551 mio. kr. i 2019. Bundlinjen viste dog stadig røde tal med et underskud på 8,2 mio. kr. mod minus 17,2 mio. kr. i 2019.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch