Nordjysk minkmareridt: Stort pelseri mister omsætning for millioner

Det store nordjyske pelseri Danpels havde gjort klar til at pelse flere skind end nogensinde før. Virksomheden har dog fået en mavepuster, efter det er blevet besluttet, at mindst en million mink skal aflives grundet corona.
Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix
Foto: Tidsvilde Stine/Ritzau Scanpix

En dominoeffekt af økonomiske konsekvenser er sat i gang i minkindustrien.

Det er nemlig ikke kun de nordjyske avlere, der må bøde for, at fødevareministeriet torsdag aften meddelte, at omkring 100 minkfarme skal aflive deres dyr, hvilket løber op i mere end en million mink.

Det store nordjyske pelseri Danpels, der holder til ved Aars, mærker tydeligt konsekvensen af beslutningen.

"Vi skulle pelse op mod 1,2 millioner mink, og vi har lige købt en virksomhed, Dalsgaard Pels, der gør, at vi har udvidet til at kunne pelse så meget. Ud af de 1,2 millioner mink pelser vi omkring 350.000 fra Nordjylland, så det er mange penge for os, der går tabt," siger adm. direktør og indehaver af Danpels, Franz Struntze, til AgriWatch.

Han fortæller, at han så nyheden på TV2 News torsdag aften, hvorefter telefonen begyndte at kime.

"Jeg synes, det er meget uoverskueligt, hvad der lige skal ske. Vi ved, vi kommer til at gå glip af omsætning, men vi ved endnu ikke præcis, hvad beløbet bliver, men det bliver mange penge," siger Franz Struntze.

Han fortæller dog, at hvis man tager udgangspunkt i, at pelseriet får en pris per minkskind på 25 kr., vil omsætningstabet løbe op i 8-9 mio. kr. for Danpels.

I 2019 blev omkring 12 millioner minkskind produceret i Danmark. Kopenhagen Fur estimerer med en produktion i Danmark i 2020 på omkring 11,1 millioner minkskind.

Avlere savner svar

Franz Struntze har fuld forståelse for den beslutning, der er blevet truffet. For når sundheden er i spil, er der ingen anden udvej, påpeger han.

Det ændrer dog ikke på, at det økonomiske grundlag for flere virksomheder forsvinder, hvorfor mange af Struntzes telefonsamtaler med avlere har gået på at få svar på flere detaljer om det praktiske i situationen.

"Det, vi hører fra farmene, er, at de savner svar på, hvordan de står nu. Vi ved ikke, hvornår de kan sætte dyr ind igen, og det er jo det økonomiske grundlag ikke bare i år, men også næste år, vi mister, hvis de ikke kommer i gang igen. Vi har kontrakter med avlere også i 2021, så det strækker sig over en længere periode," siger Franz Struntze.

Ingen mink, ingen forretning

Danpels er et af landets fem største pelserier og laver kontrakter med avlere, før selve pelsningen finder sted. Derfor forbereder firmaet sig på pelsningen ved blandt andet at finde ud, hvor mange ekstra ansatte der skal ind i en periode.

Franz Struntze vurderer ikke, hvorvidt beslutningen fra fødevareministeriet er kommet i tide, men konkluderer, at tid er penge.

"Jo længere tid beslutningen har taget, jo flere penge koster det os. Vi putter hele tiden penge i at gøre klar til pelsning. Jeg har været frustreret, for vi pelser for mange i Nordjylland. I modsætning til andre pelserier er vi meget centreret i regionen," siger indehaveren af Danpels.

Pelseriet i Aars havde i 2018/19 en bruttofortjeneste på 13,5 mio. kr. og et overskud på 3,3 mio. kr. Selskabet har en egenkapital på 21 mio. kr.

"Vi lever af at pelse mink for andre, så hvis der ingen mink er at pelse, så har vi ingen forretning. Det giver sig selv. Så det er en stor mundfuld for vores økonomi, men vi ved endnu ikke, hvor den ender henne," siger Franz Struntze.

Fødevareminister Mogens Jensen fortalte i forbindelse med meddelelsen, at kompensation for avlere kan løbe op i mere end 500 mio. kr.

AgriWatch forsøger at få flere detaljer fra Fødevarestyrelsen om kompensation og karantæne.

Minister vil fastholde mink i Danmark trods smitte 

Papir-leverandør til minkbranche: "Der er ikke basis for at drive virksomhed på dette grundlag" 

Foderproducent forstår ikke timing af beslutning om aflivning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også