AgriWatch

Novozymes-topchef: Vi skal være bedre forbundet med kunderne

De seneste omlægninger slal "frigøre" selskabets fulde potentiale. Drivkraften bag er, at vi skal være bedre i stand til at aflæse og indfange samfundets behov, siger Ester Baiget.

Foto: NOVOZYMES

To nye divisioner, der er målrettet kunder forskellige steder i værdikæden, skal gøre Novozymes bedre i stand til at opfylde kundernes behov.

Sådan lyder fra Ester Baiget, der startede som administrerende direktør hos den danske enzymkoncern i februar, efter at Novozymes tirsdag morgen annoncerede en ændring af organisationen.

"Hele drivkraften bag er at være bedre forbundet til vores kunder, at være bedre i stand til at aflæse og indfange samfundets behov og for bedre at kunne forbinde de behov til Novozymes' maskine."

"Og at kunne oversætte de behov hurtigere, bedre og mere effektivt til løsninger for at drive toplinjevæksten. Vi tror stærkt på, at denne organisation gør os i stand til at frigøre organisationens fulde potentiale og evner," siger hun til Ritzau Finans.

Enzymselskabet har besluttet, at det fremover vil have to divisioner, som kommer til at gå under navnet "Consumer Biosolutions" og "Agriculture & Industrial Biosolutions".

Hos Consumer Biosolutions fokuserer Novozymes på de industrier, der producerer produkter direkte til butikkerne som brød, vaskemiddel, rengøringsmidler og drikkevarer.

Agriculture & Industrial Biosolutions kommer til at dække over salget og udviklingen af den type produkter, som Novozymes leverer til industrier, hvor selskabets enzymer indgår i processerne.

Tidligere kørte Novozymes med tre overordnede divisioner, der var opdelt som "Household Care", "Føde- og drikkevarer" og "Landbrug og Bioenergi".

Besparelser er ikke omdrejningspunkter

Ifølge direktøren skal den nye struktur blandt andet være med til at reducere kompleksiteten og accelerere de kommercielle kompetencer hos Novozymes, der i højere grad end tidligere skal være et kunde- og markedsdrevet selskab.

Og potentielle omkostningsbesparelser har ikke været omdrejningspunktet.

"Formålet med designet af organisationen er ikke at reducere omkostningerne. Det er ikke den strategiske drivkraft eller rationalet bag ændringen. Det er at blive bedre og stærkere. Det er for at accelerere toplinjevæksten," siger Ester Baiget.

"Jeg siger ikke, at der ikke sker ændringer i organisationen, fordi vi tilpasser os på en anden måde. Ikke i forhold til antallet af ansatte, men på måden vi arbejder og organiserer os selv," svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt ændringerne kunne resultere i afskedigelser hos Novozymes.

Den danske koncern vil også fokusere på at gøre den geografiske struktur mere enkel, og planen er, at repræsentanter fra selskabets forskellige regioner i højere grad skal være en del af de vigtige beslutningsprocesser.

"Vi skaber og revitaliserer en stærkere rolle for de geografiske chefer og fastsætter en kanal for, hvor de skal sidde i fora, hvor beslutningerne bliver truffet på globalt plan, siger Ester Baiget uden at fortælle mere konkret om, hvordan det føres ud i livet."

Fuld direktion ventes på plads inden 2021

Organisationsændringen fører også til ændringer i direktionen, som byder velkommen til to nye medlemmer - men der skal også siges farvel til to andre.

Fremover skal områderne "Research & Development" og "Operations, Supply & Quality" være repræsenteret direkte i direktionen.

Det er de to nye medlemmer, Claus Crone Fuglsang og Graziela Chaluppe dos Santos Malucelli, der skal stå i spidsen for de to områder.

Omvendt kommer Andrew Fordyce, der er direktør for den nu tidligere division Food & Beverages, også til at forlade Novozymes senest ved udgangen af året.

Thomas Videbæk, der indtil nu har været driftsdirektør, stopper senest ved udgangen af 2021. Han vil indtil da fungere som midlertidig direktør for områderne "People & Organisation, Sustainability & Branding" og "Strategy & Business Transformation".

"Jeg er taknemmelig for, at jeg har haft privilegiet af at arbejde med Thomas, og jeg er kun taknemmelig for, at han er villig til at fortsætte frem med os i vores transformationsrejse. Hans rolle, som den var, eksisterer ikke længere," siger Ester Baiget.

Når han stopper, efterlader det to ledige stillinger i den fremtidige direktion. Derfor har selskabet sat en proces i gang for at finde de rette kandidater til stillingerne, lyder det.

Topchefen forventer, at den fremtidige direktion er på plads inden udgangen af 2021.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch