Stort kemiselskab køber dansk-slovakisk teknologifirma
.jpg)
Virksomheden Cloudfarms med danske Jens Toppenberg som medejer og -stifter er blevet solgt til det store tyske kemiselskab BASF.
Det skriver BASF i en pressemeddelelse.
Cloudfarms er et softwarefirma, der leverer løsninger til husdyrproduktion med særligt fokus på svineindustrien. Selskabets løsninger er et system til produktionsstyring, sporing, analyse og præcisionsstyring, hvilket gør driften mere effektiv.
Jens Toppenberg skriver på sin Linkedin, at "det har været en fantastisk rejse de seneste syv år, og Gregor (Gregor Raýman, medstifter og -ejer red.) og jeg ser frem til at fortsætte med at vækste Cloudfarms til nye niveauer i de kommende år."
I en kommentar på opslaget, skriver adm. direktør Jens Toppenberg, at han fortsætter i selskabet.
Cloudfarms løsninger bliver for nuværende benyttet af producenter i 37 lande. Selskabet blev stiftet i 2013 og har hovedkvarter i Bratislava, Slovakiet.
"BASF og Cloudfarms deler den samme vision om at udvikle et digitalt økosystem til den globale sektor for husdyrproduktion, hvilket skal avle sporing, bæredygtighed og præcisionslandbrug. Vi er utroligt begejstrede over de værdifulde udsigter, partnerskabet vil skabe for husdyrproducenter i hele verden," siger Jens Toppenberg i pressemeddelelsen.
Kemikoncernen BASF, der i 2019 omsatte for 59,3 mia. euro (442 mia. kr.), tilbyder nu Cloudfarms system til producenter på global plan.
"Kombinationen af Cloudfarms' digitale kompetencer og BASF's videnskabelige ekspertise i dyreernæring og bæredygtighed er en game changer for vores forretning og den næste generation af husdyrproducenter," siger Julia Requet, der er koncerndirektør for dyreernæring og aromaingredienser i BASF, i meddelelsen.
Det fremgår ikke, hvad Cloudfarms er blevet solgt for.
Nogle af de landbrugsselskaber, der benytter Cloudfarms' teknologi er Idavang, Dan-Slovakia Agrar, Goodvalley, Premium Pork, Russian Baltic Pork Invest og Allindemagle Landbrug.
Dertil er firmaer som Big Dutchman, Bopil, Skiold, Danish Crown, Tican, Hkscan, Veda og Schauer integreret til Cloudfarms for dataudveksling.
Firmaet har også flere genetikfirmaer, der benytter og udveksler informationer med Cloudfarms i deres produktion af avlsgrise. Her arbejder selskabet med virksomheder som Danbred, Danish Pig Genetics, Topigs Norsvin, PIC, DNA Genetics og Genesus.
Relaterede artikler:
Dansk frøkoncern køber fransk virksomhed
For abonnenter
Stor producent af malkeudstyr køber engelsk virksomhed
For abonnenter