Danish Crown ser på "alle muligheder" for topchefens prestige-projekt i Kina

Indtjeningen i kinesisk fabrik er fortsat under målsætningerne - adm. direktør Jais Valeur udelukker ikke et salg af storstilet investering.
Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged

Fem år efter den storstilede investering i en fabrik i kinesiske Pinghu er der fortsat ikke kommet indtjening i topchef Jais Valeurs prestigeprojekt. Tværtimod har fabrikken kun givet underskud.

Danish Crown kastede over 400 mio. kr. i at bygge en forædlingsfabrik nær millionbyen Shanghai i et forsøg på at erobre de kinesiske indkøbskurve.

Men fabrikkens produktionslinjer har i lange peiroder stået gabende tomme - og nu er ledelsen klar til at tage konsekvensen, fortæller Jais Valeur.

”Det er en af de ting, vi kigger på. Vi har været ramt af alverdens problemer, i form af covid og alt muligt andet. I løbet af i år vil vi derfor tage bestik af, om vi skal have det setup på fabrikken i Kina, som vi har i dag,” siger han.

Fabriksbyggeriet blev annonceret i 2017 af topchefen selv og var et af hans første, store tiltag for at bringe Danish Crown i front som fødevareproducent forrest i værdikæden, frem for som leverandør af bulk-varer. 

Investeringen på hele 400 mio. kr. skulle skabe et brohoved for dansk grisekød til de mest velindtjenende og kræsne storbyforbrugere i Shanghai. 

Inden for en radius af 200 km bor der knap 80 mio. mennesker, og de skulle vænnes til at spise pølser, spareribs og bacon, lavet af dansk grisekød, der blev frosset i Danmark, fragtet til Kina, genoptøet og produceret til færdige ”fersk”-varer.

Forretningsmodellen virkede sikret, da Danish Crown indgik et samarbejde med internetgiganten Alibaba og det var daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), der fløj ud for at åbne fabrikken med stor pomp og pragt i 2019. Perfekt timet til, at kinesere manglede grisekød som følge af at afrikansk svinepest udryddede store dele af den lokale svineproduktion.

Aftalen var flot, fordi den kinesiske virksomhed Alibaba forpligtede sin Irma-lignende supermarkedskæde tli at købe hele fabrikkens produktion i fem år. Imidlertid faldt forretningsplanerne igennem for Alibaba, fordi kæden slet ikke kunne leve op til indkøbs-forventningerne og kæden i stedet måtte lukkes. Dermed røg afsætningen også og Danish Crown har siden forgæves søgt nye partnere til at fylde kapaciteten på fabrikken op.

Hvilke muligheder kigger I på?

”Vi kigger på alle muligheder, der er. Vi har ikke de resultater, vi gerne vil have.”

Er der fortsat underskud på fabrikkens drift?

”Ja.”

Hvor stort?

”Det vil jeg ikke svare på.”

Overvejer I at sælge fabrikken?

”Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at vi kigger på alle muligheder.”

Skal I fortsat satse på Kina? Anders Fogh og andre har advaret mod at binde sig op på lokale investeringer, fordi man frygter for den politiske situation?

”Vores forretning er en forretning, hvor vi producerer grise i Danmark og sælger dem, hvor der er behov. Selvfølgelig skal vi eksportere grisekød til Kina, det ser jeg ikke ændre sig. Vi må sige, at Kina er et marked, der har opbygget en stor industri efter udbruddene af afrikansk svinepest, så vi vil nok få en lidt mere opportunistisk tilgang til det marked. Men Kina vil også være et vigtigt marked for os på sigt, det er jeg ikke i tvivl om,” melder Jais Valeur.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også