Svinenoteringen tager endnu et dyk: Falder med 20 øre

Efter sidste uges markante fald på 40 øre, sænker Danish Crown igen svinenoteringen, denne gang med 20 øre, så den nu ligger på 11,10 kr.
Selv om aktiviteten på markedet for fersk svinekød ellers ifølge Danish Crowns markedsberetning er stigende, hvilket har stabiliseret priserne i Europa, er priserne i Asien ikke fulgt med.
Eksporten af frosne vare ud af Europa er nemlig fortsat på et lavt niveau, og det er ikke blevet bedre af, at dollarkursen fortsat er faldende, skriver Danish Crown i markedsberetningen.
”Vi jagter attraktive ordrer i særligt Asien, for det er udenfor Europa, vi skal hente den merpris for vores varer, der er nødvendig for at kompensere for de højere omkostninger, vi har i Danmark sammenlignet med vores europæiske konkurrenter, men aktiviteten i Asien er meget lav lige nu,” siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Danish Crown topchef: Vi kan ikke løbe fra, at notering er blandt de laveste i EU
Sidste uges noteringsfald tvang Jais Valeur, adm. direktør i slagterikoncernen, på banen i markedsberetningen.
Her erkendte topchefen, at Danish Crown ligger bagest i ræset af afregningspriser netop nu til landmændene. Helt modsat koncernens målsætning om at være i front og endda betale en merpris på 60 øre per kilo til andelsejerne i forhold til de europæiske konkurrenter.
”Vi kan ikke løbe fra, at vores notering sammen med den hollandske er blandt de laveste i EU, og vi er endnu ikke et sted, hvor vi med sikkerhed tør sige, at vi har nået bunden af markedet. Vores konkurrenceevne er derfor fortsat udfordret. Det skyldes først og fremmet, at vi ikke har tilstrækkelig eksport til de attraktive højprismarkeder,” siger han.
Lav aktivitet på hjemmemarked gør ondt
Ifølge den seneste markedsberetning fra Danish Crown skyldes det pressede europæiske marked en generel tilbageholdenhed i forhold til at opbygge lagre af nakker, bove og skinker til sommermånederne.
Samtidig har der været ekstra grise til slagtning i det meste af Europa efter julens helligdage, og selv om det ikke har været mange, så var det i nogle uger nok til at forskubbe balancen i markedet.
”Jeg har været med i over 20 år, og jeg har aldrig før oplevet et så stramt fokus på at sælge alle varer fersk, som det har været tilfældet siden nytår. Det har virkelig gjort ondt på os i årets første uger, fordi vi sælger så lav en andel på vores hjemmemarked,” siger Mads Stougaard.
”Til gengæld vil det med stor sandsynlighed betyde, at de lande i Europa, som set over hele året har behov for at importere grisekød, vil få et større importbehov end tidligere, når vi rammer foråret og sommeren.”