AgriWatch

Danish Crown glipper central målsætning om merpris til ejere

Udfordringer på eksportmarkederne betyder, at Danish Crown misser målsætningen om at betale andelshaverne 60 øre mere end sine europæiske konkurrenter.

Foto: Brian Karmark/ERH

Efter to år med overbevisende resultater på ”nøgletallet over dem alle”, glipper Danish Crown i år sin målsætning om at lægge afstand til konkurrenterne.

Gennem de seneste to år har slagterikoncernen ellers kunne præstere en løbende notering til andelshaverne, der overgik de europæiske konkurrenters med 93 øre og 131 øre per kilo i regnskabsårene 2019/20 og 2020/21.

Men ambitionen om at betale andelshaverne en løbende notering, der i gennemsnit ligger 60 øre over de europæiske konkurrenter, kommer ikke til at lykkes i indeværende regnskabsår.

Når der atter er balance i markedet, vinder vi igen.

Jais Valeur, adm. direktør, Danish Crown

Det fortæller Danish Crowns adm. direktør Jais Valeur i et interview med AgriWatch.

”Selvom vi stadig mangler få uger af regnskabsåret, kan jeg afsløre, at vi ikke når målsætningen. Det kan ikke lade sig gøre,” siger Jais Valeur, der ikke ønsker at konkretisere, hvor Danish Crown ligger på EU-indekset.

Ved Danish Crowns præsentation af koncernens halvårsregnskab i maj udtalte topchefen til AgriWatch, at Danish Crown lå 20 øre foran EU-indekset, når man medregner en restbetaling på niveau med det seneste år.

De danske svineproducenter har gennem det seneste år ligget nederst på listen blandt deres europæiske kolleger, når det kommer til betalingen af deres grise. I den anden ende af listen ligger de spanske, tyske og franske svineproducenter.

Ifølge Danske Svineproducenters seneste oversigt lyder den spanske notering for nuværende på 2,255 euro (16,77 kr.), mens den tyske og franske svinepris er på henholdsvis 2,046 euro (15,21 kr.) og 2,226 euro (16,55 kr.). Af samme oversigt fremgår det, at den danske notering ligger på 1,852 euro (13,77 kr.).

Målet om merbetalingen blev søsat i november 2016 af den dengang nytilkomne adm. direktør Jais Valeur og formand Erik Bredholt.

Udfordret eksportmodel

Årsagen til Danish Crowns udfordringer sammenlignet med konkurrenternes skal findes i et udfordret eksportmarked, begrunder topchef Jais Valeur besværlighederne med.

For få år tilbage var den kinesiske import af dansk svinekød en guldgrube for svineproducenterne, der dengang blev honoreret med over 14 kr. for et kilo svinekød.

I dag er Kina som drivfaktor væk, da Kinas import af svinekød står til at blive halveret. Det fremgår blandt andet af en prognose fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA), der forudser, at den kinesiske import vil falde fra 5,1 mio. ton i 2021 til 2,15 mio. ton i år.

Derfor må slagterierne i højere grad sætte sin lid til hjemmemarkedet. Det er en ulig kamp, når konkurrenternes hjemmemarkeder er mere end ti gange så store som Danish Crowns, begrunder topchefen.

Danish Crown venter et voldsomt fald i slagtningerne

”Det, vi har vundet stærkt på de seneste år, er det, som udfordrer os lige nu. Vi har ikke noget stort dansk hjemmemarked sammenlignet med Tyskland og Spanien, der har 80 og 60 millioner indbyggere. Når der atter er balance i markedet, vinder vi igen,” siger Jais Valeur og fortsætter:

”Vi sidder ikke bare og venter, og det er også derfor, vi har tilpasset vores kapacitet. Vi leder hele tiden efter nye markedsmuligheder, men det primære er at have styr på omkostningerne.”

Vil I kunne hamle op med for eksempel den spanske notering?

”Det skal man passe på med at spå om. Men min forventning er, at den spanske notering vil sætte sig i løbet af de næste 3-4 uger. Vi vil egentlig gerne se, at priserne går op, men sæsonbetinget vil priserne sætte sig i den tid, og det vil vi alt andet lige drage fordel af.”

Danish Crown fyrede i den seneste uge 350 stillinger på slagterierne i Sæby og Ringsted og reducerede kapaciteten med 20.000 grise per uge som følge af en lavere tilgang af dyr.

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AgriWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch