
FrieslandCampina vil også i august afregne mælken med samme rekordhøje pris som i juli.
Det offentliggjorde mejerikoncernen mandag.
4,47 kroner per kilo, svarer noteringen på 60 euro per 100 kg mælk til, direkte oversat. Afregningen kan dog ikke sammenlignes øre for øre med Arlas mælkepris, idet der er forskelle i sammensætning, værdistoffer, tillæg, konsolidering og efterbetaling mellem de to selskaber.
”Prisen er baseret på forventningen om, at mælkeprisen fra vores referenceselskaber vil forblive stabil,” lyder det i pris-meddelelsen fra selskabet. FrieslandCampina baserer nemlig sin ”garanterede mælkepris” på konkurrenter og kollegers mælkepriser, samt forventninger til markedet i den kommende måned. Altså kan en prisforhøjelse hos Arla Foods sådan set være med til at øge mælkeprisen hos den hollandske andels-konkurrent.
Prisen kan dog blive justeret efterfølgende til de hollandske leverandører.
Arla Foods baserer derimod sin mælkepris på de opnåede salgsresultater.
Samtlige måneder i FrieslandCampinas 2022-mælkepriser har betydet rekordafregning historisk.
Den økologiske afregning lyder på 62,75 eurocent per kg og svarer dermed til en afregning på 4,67 kroner per kilo, altså kun en spids over den konventionelle.
FrieslandCampina kom forleden med halvårsregnskab, hvor man ikke lagde skjul på, at andet halvår kan blive udfordrende:
Arla-rival løfter omsætningen – men andet halvår bekymrer
Midt i de store og voldsomme protester fra de hollandske landmænd har selskabet desuden sat skub i et nyt projekt om opsamling af nitrogen.
Hollandsk trekløver starter pilotprojekt midt i landbrugskrise