AgriWatch

Arla starter pilotprojekt med ombejlet klimapulver: 20.000 køer kan indgå næste år

Mejerikoncernen skyder pilotprojekt i gang sammen med den hollandske ingredienskoncern DSM, der står bag foderstoffet Bovaer. I første omgang forventes 50 andelshavere at indgå.

Foto: PR/Arla

Pilotprojekter med foderstoffet Bovaer, der kan reducere køers metanudslip med 30 pct., vinder indpas i flere lande, og nu bliver det også tilfældet på dansk grund.

Arla indgår således et partnerskab med selskabet bag foderstoffet - hollandske DSM - om et pilotprojekt i storskala, der til en start vil omfatte 10.000 køer. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Over 50 andelshavere fra Danmark, Sverige og Tyskland vil indgå i pilotprojektet, der ifølge Arlas chef for landbrug og bæredygtighed Hanne Søndergaard vil være et af Arlas største klimaprojekter til dato.

”Dette er et godt eksempel på innovative videnskabelige løsninger og tiltag, som vi tager for at skabe en bæredygtig og modstandsdygtig fremtid for mejeriindustrien, og jeg er spændt på at se, hvor langt det vil føre os,” siger Hanne Søndergaard.

CO2-udledningen fra primærproduktionen udgør langt størstedelen af mejerikoncernens CO2-udledning, hvor en stor skalp nu kan tages gennem foderstoffet, hvor mindre end en teskefuld af foderstoffet dagligt skulle være nok til at reducere en kos metanudslip med næsten en tredjedel.

DSM har forsket og udviklet produktet i ti år, og først i slutningen af sidste år er Bovaer blevet godkendt til brug i Brasilien og Chile. I begyndelsen af 2022, blev det også godkendt i EU.

Af Arlas europæiske konkurrenter har hollandske Frieslandcampina og finske Valio tidligere påbegyndt pilotprojekter med Bovaer.

Vil fordoble antal

De 50 andelshavere skal gennem foråret og sommeren findes, hvorefter projektet vil gå i gang i sensommeren og efteråret.

Andelshaverne vil modtage Bovaer gennem sin foderleverandør, og mejerikoncernen vil gennem forsøget sammenligne mælken fra køerne, der har indtaget Bovaer, med mælk fra køerne, der ikke har indtaget foderstoffet.

Bliver resultaterne som forventet vil Arla derefter udvide pilotprojektet, således 20.000 malkekøer vil indgå i 2023.

Mark van Nieuwland, der har ledet Bovaer-projektet hos DSM, har tidligere udtalt til AgriWatch, at foderstoffet er en storsatsning fra koncernens side. Ifølge direktøren vil markedet for teknologier, der kan reducere køers metanudslip, være på 7,5-15 mia. kr. i 2030.

I en dansk kontekst arbejdes der på et lignende tilsætningsstof kaldet ”Stof X”, som endnu er på et udviklingsstadie.

Arla-rival skal teste metanreducerende foderstof

Finsk forsøgsprojekt viser lovende takter for ombejlet foderstof

Seniorkonsulent er lunken over for nyt klimapulver

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch