AgriWatch

Frøkoncern langer ud efter politikere: Brug for adgang til nye teknikker for at nå klimamål

Adgang til nye forædlingsteknikker er vigtigt for at kunne opfylde klimamålene, udvikle nye klimarobuste sorter og opretholde en stabil planteproduktion. Sådan siger DLF's bestyrelsesformand til frøkoncernens årlige generalforsamling, hvor han også kritiserer politikernes virkelighedsbillede.

Foto: DLF PR-foto

"Det er ikke rimeligt, at vi får bindende klimamål, og at politikerne i den grad samtidigt nøler med at give os værktøjerne til at løse dem," lød det fra formand Christan Høegh-Andersen på DLF's generalforsamling i Nyborg.

"Ved at anvende gen-redigering kan nye sorter bidrage til at gøre os landmænd mere produktive og reducere behovet for kemiske pesticider og beskytte vores bier, så vi både reducerer klimaaftrykket, men også sikrer biodiversiteten," sagde formanden.

DLF, der er blandt verdens største selskaber inden for frø og verdens største inden for græsfrø, rundede i 2020/21 en omsætning på 7,5 mia. kr. for første gang.

Det har AgriWatch netop beskrevet.

Nu er DLF's forskere i gang med at undersøge, hvilke muligheder genredigering kan bidrage med i planteforædlingen, og de samarbejder med eksperter i udlandet omkring nye teknologier.

Det gælder eksempelvis et samarbejde med kinesiske forskere, hvor frøkoncernen er i gang med at kigge på nye herbicidtolerancer til sukkerroemarkedet.

"På Christiansborg må man forholde sig til den reelle virkelighed, også selvom det billede, man har skabt af konventionelt landbrug, krakelerer."

Christian Høegh-Andersen, bestyrelsesformand i DLF.

Adgang til nødvendige plantebeskyttelsesmidler

Bestyrelsesformanden taler i sin beretning også om adgangen til nødvendige plantebeskyttelsesmidler. Han mener, det er en forudsætning for en rentabel frøproduktion i Europa.

I den forbindelse nævner Christian Høegh-Andersen også drikkevandsforureningen.

Nogle politikere og organisationer har behov for at koble argumentet om at lukke for adgangen til godkendte plantebeskyttelsesmidler og dreje produktionen over på økologi, lyder det fra ham:

"Det virker jo lidt, som om man fra politisk side vælger at forsætte narrativet om, at det er landbruget, der er skyld i alt forurenet drikkevand i Danmark. Er det mon en del af økologistrategien? Er der overhovedet nogen på Christiansborg, der har politisk mod til at begynde at undersøge nedsivningen af kemikalier under de tusindvis af lossepladser, vi har liggende i landet?"

"Måske er det bare politisk meget bekvemt at have nogle at skyde skylden på og dermed fritage sig selv og sine vælgere fra at sætte kemiske spor i naturen - og så efterlade problemet til næste generation," siger han.

Billedet af konventionelt landbrug krakelerer

Formanden langer ud efter politikerne og deres billede af virkeligheden til generalforsamlingen.

"Det er jo fint nok, at politikerne har store ambitioner på økologi-området, men det må trods alt være markedskræfterne, fagligheden og bæredygtigheden, som skal bære udviklingen," siger han og fortsætter:

"På Christiansborg må man forholde sig til den reelle virkelighed, også selvom det billede, man har skabt af konventionelt landbrug, krakelerer. Vi skal fastholde en landbrugsproduktion i Danmark, hvor det er bæredygtighed og efterspørgsel, der driver udviklingen."

Han nævner i den forbindelse, at virksomheden har fuld tillid til, at det afprøvningssystem for pesticider, der er i Danmark, virker. Selskabet er helt klar på at målrette brugen af det gennem nye præcisions-teknologier, så frøkoncernen kun bruger det, der er strengt nødvendigt for at leve op til en bæredygtig produktion.

Frøkoncern lander driftsresultat på halv milliard: "Der er tryk på kedlerne"

Frøkoncern ansætter ny direktør for salg og marketing i Europa 

Mere fra AgriWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FødevareWatch