Danish Crown efterspørger flere dyr til kreaturslagteri

En langsom genåbning af de sydeuropæiske markeder giver mulighed for mere forbrug af oksekød. Derfor efterspørger Danish Crown Beef flere kreaturer, da kapaciteten er til det.
Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Danish Crown byder flere kreaturer velkomne på sine slagterier.

Markederne i Sydeuropa har været lukket ned som følge af coronakrisen, men de er nu begyndt at røre på sig igen, og det giver muligheder for mere forbrug af oksekød.

Det skriver Danish Crown Beef i sin ugentlige markedsberetning.

"Vi arbejder hele tiden med prisniveauet, og det lykkes også i et vist omfang. Derfor er det mængderne, som kommer til at være den begrænsende faktor i en ellers fornuftig afsætningssituation, så vi vil gerne have flere dyr på slagteriet, fordi vi lige nu har både kapacitet og et fint marked til dem," siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Tilførslerne af kreaturer til slagtning i Danmark er fortsat små, men de producerede mængder bliver solgt til stabile priser.

Den udvikling ventes at fortsætte ifølge salgsdirektøren.

"Generelt har vi et fornuftigt afsætningsbillede, som vi også forventer fortsætter de kommende uger. Vinterferieugerne plejer ellers traditionelt at være en stille periode, men fordi rejseaktiviteten er lukket ned, ser vi formentlig ind i et par uger med stabile priser," siger Henning Sønnichsen.

Den kommende uges kreaturnotering forbliver uændret.

Tirsdag kunne AgriWatch beskrive, at et Danish Crown-kreaturslagteri i det tyske amt Nordfrisland måtte lukke ned grundet udbrud af coronasmitte.

14 ansatte er smittet, og det har fået de lokale sundhedsmyndigheder til at lukke slagteriet ned frem til 14. februar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også