Kopenhagen Fur forventer afsluttende år med omsætning for "rigtig mange milliarder"

Verdens største auktionshus for minkskind har to års levetid tilbage. Det bliver år med mindst 40 pct. prisstigninger, forventer Kopenhagen Fur. Selskabets direktør kalder situationen deprimerende, da branchen har nået sit endeligt. Det er alle kunder dog endnu ikke helt overbevist om.
Det er endnu uvist, om adm. direktør i Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen, kan tage imod kunder fysisk i auktionen februar 2021. | Foto: PR Kopenhagen Fur
Det er endnu uvist, om adm. direktør i Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen, kan tage imod kunder fysisk i auktionen februar 2021. | Foto: PR Kopenhagen Fur

Prisstigninger har været længe ventet i minkbranchen, hvor 2020 skulle have været året, der igen gav økonomisk opsving til trængte danske minkavlere.

I stedet blev det året, hvor industrien blev lagt ned af regeringens politiske ordre om at aflive alle danske mink. Verdens største minkauktionshus, Kopenhagen Fur, har derfor nu to års levetid tilbage. Med et markant lavere udbud forventer selskabet store prisstigninger i markedet.

"Forhåbentligt kigger vi ind i et år med priser, der er langt bedre end det her rædselsår i 2020. Det er der allerede indikationer på fra Finland," siger adm. direktør i Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen.

Det finske auktionshus Saga Furs har ifølge mediet Österbottens Tidning prisstigninger på over 40 pct. og har solgt mellem 80-100 pct. af de udbudte skind på den igangværende auktion.

"Vi forventer minimum den samme stigning på vores varer. Vi har samtidig et andet varesortiment end Finland, som er kendetegnet ved rigtig gode kvaliteter, der er produceret i Danmark. Det er dem, hvor udbuddet forsvinder," siger Jesper Lauge Christensen.

Prishop

Priserne kan altså sandsynligvis komme til at stige mere end de 40 pct., når Kopenhagen Fur i 2021 udbyder omkring 14-15 millioner skind.

"Vi har en forventning om at sælge 27-28 millioner skind i de to kommende sæsoner til en fornuftig pris, så det er jo omsætning for rigtig mange milliarder."

Auktionerne i 2019 solgte for 4,7 mia. kr., hvilket var et fald på 11 pct. sammenlignet med året før. I 2019 blev 25,4 mio. skind solgt. I 2020 er salgstallet omkring halveret har Jesper Lauge Christensen tidligere udtalt til Agriwatch. 

Firmaet har dog endnu ikke offentliggjort regnskabet for 2019/20.

Fra at have toppet med 968 mio. kr. i 2012/13 leverede Kopenhagen Fur i 2018/19 den laveste omsætning siden 2010. De danske pelsavleres auktionshus fik nemlig en omsætning på 532 mio. kr. – et fald på 9 pct. sammenlignet med året før.

Kopenhagen Furs første auktion i 2021 bliver afviklet 20.-22. februar. Hvorvidt auktionen bliver digital eller fysisk er usikkert.

Minkavlere skal normalvis have omkring 250-300 kr. per skind for at få forretningen til at køre rundt.

Prisen for skind toppede i 2013, hvor gennemsnitsprisen for skind i Danmark var 612 kr. per skind og 574 kr. per skind totalt i Kopenhagen Fur.

Overudbuddet fik derefter priserne til at falde kraftigt, hvorfor prisniveauet har været langt lavere, end hvad avlere skal bruge for at tjene penge.

Gennemsnitsprisen for danske skind var 150 kr. i 2020.

Kunder tror ikke på afslutning

Selv om der er prisstigninger på vej til minkbranchen er det endnu uvist, hvilken betydning de højere priser kan få for minkavlerne.

For der er fortsat forhandlinger i gang om minkavlernes erstatning, hvor det tidligere har været på tale, at smittede bestande vil få kompensation for op mod 199 kr. per skind. En kompensation i det niveau vil være markant lavere end de priser, der ser ud til at være på vej.

Jesper Lauge Christensen kalder situationen, hvor den danske minkavls forretningsgrundlag er forsvundet, for deprimerende og trist.

Den tyngede stemning kan desuden mærkes blandt firmaets største kunder i Rusland og Kina, fortæller direktøren.

"Specielt de russiske og kinesiske kunder har svært ved at forstå, hvordan et erhverv, der er verdensledende, pludselig kan forsvinde. Vi får stadig mange henvendelser fra kunder, der vil være helt sikre på, om der er en mulighed for, at vi kommer igen. Så vi bruger meget tid på at forklare, at det her er endeligt på dansk minkavl," siger Jesper Lauge Christensen.

Frasalg må vente

Mens flere spekulerer i, hvordan lande som Rusland og Kina vil kompensere produktionsmæssigt for de manglende danske skind, ses der desuden mod et frasalg af Kopenhagen Fur.

Det er dog endnu for tidligt for selskabet at forholde sig til, at andelsselskabet skal overdrages til nye aktører, fortæller direktøren.

"Det er ikke noget, vi kigger aktivt ind i lige nu. Vi har haft travlt de sidste par måneder, og vi har stadig to år tilbage i drift, hvor vi skal have realiseret vores aktiver. Det gælder dog også de immaterielle," siger Jesper Lauge Christensen og tilføjer:

"Spørgsmålet er, hvad er brand som Kopenhagen Fur er værd, når kernen i brandets værdi, som er dansk mink og et dansk andelsselskab, er væk. Er brandet så overhovedet noget værd over for en kundegruppe, hvor du promoverer dansk mink, men ikke har de danske råvarer?"

Kopenhagen Fur-direktøren har ikke et konkret bud på, hvad virksomheden kan blive solgt for, men han fortæller dog, at hvis værdien er mellem 1 kr. og 1 mia. kr., så vil det være tættere på milliarden.

Firmaet vil dog som minimum vente på at besvare spørgsmålet om en værdisætning af selskabet, til efter en aftale om erstatning til minkavlerne er på plads.

Mægler venter stor efterspørgsel på 100.000 kvm auktionskompleks hos Kopenhagen Fur 

Kopenhagen Fur kan blive kinesisk 

Minkvirksomheder laver omfattende fyringsrunder og går på vågeblus

Kopenhagen Fur vil udlodde over en milliard til avlerne ved nedlukning

Global minkproduktion rykker nu til Kina og Rusland 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også