Danish Agro-selskab investerer millionbeløb i drivhus
Nordic Seed tager tegnebogen op af lommen og investerer millioner i et nyt drivhus.
Således meddeler Danish Agro-datterselskabet, at man vil investere 13 mio. kr. i et højteknologisk drivhus i samarbejde med Pajbjergfonden. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Drivhuset vil ligge i Dyngby og være 2500 kvadratmeter.
Ifølge Kim Bonde Petersen, adm. direktør i Nordic Seed, giver investeringen mange flere muligheder i fremtiden.
Drivhuset er automatiseret, så vækstbetingelserne styres med mere nøjagtighed i de enkelte vækstrum. Det sikrer en optimal produktion ifølge Kim Bonde Petersen.
"Vi vil kunne øge forædlingshastigheden med 1-1½ år fra krydsning til færdig korn-, ærte- eller hestebønnesort. I dag tager det i gennemsnit 6 – 9 år at udvikle en ny såsædssort," siger Kim Bonde Petersen i pressemeddelelsen.
Pajbjergfonden, der støtter forædlings- og forsikringsvirksomhed inden for planteavl, er bygherre på projektet.