Større fyringsrunde venter hos Kopenhagen Fur
Flere hundrede ansatte hos Kopenhagen Fur skal til at se sig om efter nyt arbejde.
Andelsselskabet skal således opsige over 300 timelønnede medarbejdere som følge af regeringens beslutning om, at samtlige danske mink skal aflives, skriver Fagbladet 3F.
"Kollegerne er selvfølgelig dybt rystede. Vi har flere, der har været her i 40 år, og nu mister deres job. Det er så trist. Meget meget trist," siger Per Andersen, fællestillidsmand hos Kopenhagen Fur, til mediet.
På arbejdspladsen i Glostrup bliver skind sorteret, kvalitetstjekket og solgt videre til udlandet.
Hos den lokale 3F-afdeling gør man klar til at hjælpe de snarligt ledige videre på arbejdsmarkedet, hvad angår uddannelse og jobsøgning.